Fortsæt til indhold
Håndbold

Vendelbo-triumf på heden

Helle Thomsen roses fra alle sider for sin store andel i FCM’s danske mesterskab.

»Jeg vil gerne lige med på det billede.«

FCM-træner Helle Thomsen spurtede igennem hallen, da det obligatoriske vinderbillede med mestrene skulle tages nede i det ene mål.

Selvfølgelig skulle hun det. Ikke alle trænere kan kalde sig dansk mester, men det kan ligaens eneste cheftræner af hunkøn.

Årets spiller

Vendelboen, der i sandhed ikke taler som en midtjyde, har taget Ikast med storm og blev ganske usædvanligt før kampen kåret til årets spiller i klubben.

»Helle er fantastisk til at snakke med os. Både på og udenfor banen. Hun tager os virkeligt alvorligt og hun gør aldrig forskel på spillerne. Og så kommer hun og hendes assistent Søren Ferløv altid med en brugbar taktik. De kan ikke roses nok,« sagde FCM’s landsholdspiller Susan Thorsgaard – våd af champagne og med guldglimmer på sit spilletøj.

Holdpræstation

Efter holdbilledet var også Helle Thomsen klar til at sætte ord på oplevelsen.

»Selvfølgelig er jeg da enormt stolt over det. Men jeg vil altså gerne fastslå, at dette er skabt på en enorm holdpræstation. Spillerne har fulgt et fast koncept og aldrig stillet spørgsmålstegn ved det. De har virkelig arbejdet sig frem til det,« understregede den triumferende træner.

Udefra lignede hendes hold et mandskab i total kontrol hele vejen i den anden finale og aldrig tæt på at smide den samlede føring.

»Sådan havde jeg det overhovedet ikke. Jeg var ekstremt nervøs og følte mig først sikker på guldet, da der manglede to minutter,« sagde Helle Thomsen.