Dansk EM-topscorer: Vi skal spille bedre
Ann Grete Nørgaard kræver, at danskerne spiller bedre, når Serbien er modstanderen.
Både mod Makedonien og Tjekkiet har det danske spil haltet en smule ved kvindernes håndbold-EM i Serbien.
Men efter pligtsejren over tjekkerne håber de danske spillere, at de atter befrier sig for nerver og stivhed og spiller lige så frigjort som mod Frankrig og i perioder mod Sverige, når de i aften møder Serbien i noget, der kan blive en alt-eller-intet-kamp.
- Nu er vi i gang, og nu skal vi smide de tøjler igen, og så tror jeg, det bliver en megafed kamp, siger den danske topscorer i turneringen, Ann Grete Nørgaard.
- Man må formode, at der kommer nogle serbiske mennesker. Måske ikke lige 20.000, men lidt mere stemning end mod Tjekkiet, og det kan vi jo godt lide, siger hun og henviser til den menneskeforladte ramme om mandagens kamp mod tjekkerne.
Fordel med tidligere kamp
I et hårdt program med to kampe på to dage kan det måske blive danskernes fordel, at de mandag spillede om eftermiddagen, mens serberne først var færdige lidt før klokken 22 mandag aften.
Tilmed så de serbiske spillere noget ramte ud i slutfasen, hvor de satte en 23-18-føring over styr, så det endte 23-23 mod Sverige.
- Jeg håber, vi er det hold, der har mest overskud, og så håber jeg, at vi kan presse serberne fysisk. Vi har jo lidt flere timer at restituere i. Det kan blive til vores fordel, mener Ann Grete Nørgaard.
Danmark og Serbien møder hinanden klokken 20.10 i aften.
Hvis Norge forinden har slået Sverige, vil en dansk sejr være ensbetydende med en plads i semifinalen for Ann Grete Nørgaard og co.
Ritzau