Dansk EM-opskrift: Lav frikast
Topscoreren fra tirsdagens kamp, Stine Jørgensen, begynder på bænken mod Frankrig.
Nis
Danmark skal frem og stoppe de fysiske, franske pragteksemplarer. Eller har de næppe en chance i torsdagens EM-kamp i kvindehåndbold i Nis.
Recepten synes enkel, men voldsom svær at føre ud i livet, fordi det ikke bare indbefatter dansk snilde, men også masser af fysik mod de betydeligt stærkere franskmænd.
»Vi skal have stoppet deres spil og lavet en masse frikast. Kunsten bliver at time vores tacklinger rigtigt, for hvis de ikke sidder rigtigt, så glider de af med deres store fysik,« fortalte assisterende landstræner Ulrik Kirkelig i den klassiske beretning til pressen en time før kampstart.
»En masse spilstop og rigtigt satte tacklinger skulle samtidig gerne give os mulighed for at få løbet kontra. Vi skal op over de fire kontramål, som vi lavede mod Sverige, hvis vi skal vinde denne kamp,« fastslog Kirkely.
Line Jørgensen bænket
Tirsdagens bedste spiller Stine Jørgensen er blevet sit trælår kvit, men hun indleder alligevel på bænken for at gøre plads til den fysisk stærkere Pernille Larsen.
På højre back har Pytlick valgt at indlede med unge Louise Burgaard og dermed bænke tirsdagens uheldige Line Jørgensen.
Danmark, der ikke skifter mellem forsvar og angreb, indleder kampen således: Sandra Toft – Ann Grete Nørgaard, Pernille Larsen, Lotte Grigel, Louise Burgaard, Kristina Bille og Susan Thorsgaard.
Kampen spilles klokken 20.15.