EM-danskere tror på sejr over Frankrig
Kvindelandsholdet fastholder, at de har lært en masse af nederlaget mod Sverige.
Det helt unødvendige nederlag mod Sverige tirsdag aften har givet de danske håndboldkvinder et slag på stoltheden, men derudover er humøret overraskende højt i EM-lejren dagen før kampen mod turneringsfavoritten Frankrig.
Som en flok halvnørdede studenter pointerer den ene spiller efter den anden, hvor meget de har lært af nedturen mod svensken, og hvordan det kollaps, som holdet var ude for i det sidste kvarter, aldrig kommer til at ske igen.
- Nu ved vi, at næste gang vi står i samme situation, så laver vi ikke samme fejl igen, siger playmakeren Lotte Grigel og ser tilbage på 26-27-nederlaget, der blev en realitet, selv om danskerne førte med fem mål i anden halvleg.
- Hvis I vidste, hvor meget vi lærte i går. Det var sådan, at da vi kom hjem, var vi helt mættede, fordi vi havde fået så meget ind i hovedet, lyder det fra Grigel.
Sejrede med 13 mål
Den lærdom kan der blive god brug for mod et stærkt og erfarent fransk hold, der vandt åbningskampen over Makedonien med 13 mål og tydeligvis ikke spillede sig ud.
- For mig var det en typisk fransk kamp, hvor de spillede på 80 procent og bare vandt, som de skulle. De vandt meget stort, og det virkede som om, makedonerne blev godt slidte i løbet af kampen, siger landstræner Jan Pytlick.
Han forventer at stå over for et markant stærkere fransk hold torsdag aften. Simpelthen fordi franskmændene er nødt til at løfte sig.
- De går altid 5-10 procent op i niveau, når de møder os, for de ved godt, at ellers taber de. Det bliver et helt andet fransk hold, vi kommer til at møde med en helt anden dynamik.
- Vi så også, at de sparede nogle spillere undervejs, for de var klar over, at det er mod os, at tingene skal afgøres for deres vedkommende, siger Jan Pytlick.
Det kan hurtigt vende
Hvis danskerne skal have point med i mellemrunden, skal kampen mod Frankrig formentlig vindes.
Men hvis man ikke kan slå Sverige, så er man vel chanceløs mod franskmændene?
- Sådan hænger håndbold bare ikke sammen, siger Lotte Grigel.
- På to minutter kan det hele blive vendt op og ned, ligesom vi så mod svenskerne. Det er lidt det samme mod Frankrig.
- Det kan være, det er os, der spiller brandgodt i de sidste 10 minutter, og så er sejren hjemme, siger playmakeren fra Team Esbjerg.
Ritzau