Lars Christiansen stopper karrieren
En af dansk idræts største personligheder, Lars Christiansen, stopper karrieren omgående.
Lars Christiansen har spillet sin sidste håndboldkamp.
På et velbesøgt pressemøde i Kolding valgte det danske landsholdsikon at trække stikket til håndbolden efter 36 års leg med harpiks. Han havde et år tilbage af kontrakten i KIF Kolding, men opfylder den ikke.
"Denne beslutning har været seks-otte måneder undervejs. Jeg har da været i tvivl, men nu er jeg helt sikker. Dette er ikke en sorgens dag, men en glædens dag," sagde Lars Christiansen.
Accepterer OL-beslutning
Han afviser, at hans afsked med landsholdet har noget med beslutningen at gøre. I tirsdags blev OL-holdet udtaget og efter 20 år var der for første gang i ikke plads til venstre fløjen.
"Mit stop har intet med landsholdet at gøre. Jeg accepterer Ulriks beslutning, men havde da håbet, at jeg skulle med til OL. Lad mig understrege, at jeg havde stoppet karrieren uanset hvad," fastslog han.
Ramt af stress
De første tanker om et karrierestop kom for otte måneder siden, da den 40-årige topspiller var ramt af stress.
Fysisk fik han det dårligt og derfra kom han aldrig tilbage i topform. Det kostede præstationerne på banen, hvorefter lysten til håndbold forsvandt.
Christiansen nåede at spille 338 A-landskampe på en karriere over 20 år. En rekord, der næppe nogensinde bliver slået.