AG trøstede sig til 750.000 kroner
Dansk tredjeplads ved Champions League-finaleweekenden efter AG København-sejr over Füchse Berlin.
Köln
AG København har trods en bristet drøm omkring 750.000 kroner ekstra med hjem fra Köln.
Skuffelsen over lørdagens Final4-exit var udadtil væk, da de danske mestre vandt bronzekampen i Köln med 26-21 over Füchse Berlin.
Det gav en check på 100.000 euro og en aldeles ubrugelig bronzemedalje. Den slags uddeles normalt ikke i klubturneringer, men er nu blevet indført for at sikre tilskuerne to kampe med hvert af de fire deltagende hold i den stort anlagt finaleweekend.
Fokus på DM
Pengene er naturligvis rare at få, men det var nok så vigtigt, at AG København mandag morgen rejser hjem uden nye skader. Nu vender AG København blikket mod de to forestående DM-finaler mod BSV på onsdag og lørdag.
Med henblik på næste sæson, så er de to kampe endnu vigtigere end de to kampe har været i Final4. Det er nemlig kun gennem det danske mesterskab, at man kan kvalificere sig til Champions League i næste sæson
Det var ikke altid til at se, at kampen alene om handlede om penge og meget lidt om noget sportsligt. Kasper Hvidt var igen vild som ingen anden, da han løb på banen. Sikkert godt pumpet op af 20.000 tilskuere, der for anden dag i træk manifesterede Lanxess Arena som tidens fedeste håndboldhal.
Træner tøvede
Hvidt var også villig til at bevæge sig for at redde bolde. Igen og igen stillede han sig i vejen og var hovedmanden bag københavnernes fine indledning.
Men så fulgte en periode på otte-ni minutter, der alt for meget mindede om 2. halvleg mod Atletico Madrid. Angrebsspillet var totalt i baglås og hverken Mikkel Hansen eller Olafur Stefansson kunne låse det op. En anden hjælp kunne komme fra træner Magnus Andersson, men han tøvede for anden dag i træk med at gribe ind og ændre taktikken.
Lørdagens danske tema var dommerparrets indsats. Raseriet stod i lys lue. Søndag var det så tyskerne, der var i kog. Og de havde betydeligt mere at have deres vrede i end danskeren havde lørdag. De slovakiske dommere var næsten grotesk gode ved AG København før pausen.
Flad oplevelse
Og således kunne pauseføringen på 13-9 skrives ned til to ting: Kasper Hvidt og dommerhjælp.
De sidste 30 minutter blev en flad oplevelse. Intensiteten forsvandt, da klasseforskellen på de to hold blev tydelig. Mikkel Hansen foldede sig ud med lidt lækkerier, men holdt sig også sjældent lang tid på bænken. Tankerne frem mod DM-finalen var i gang.