Torsten Laen vil give AGK kamp til stregen
Den danske stregspiller Torsten Laen, der spiller for Füchse Berlin, står over for AGK.
Det er to meget skuffede hold, der søndag spiller om Champions League-bronze i Lanxess Arena i Köln.
Füchse Berlin tabte sin semifinale med et enkelt mål til THW Kiel, og AG København måtte trods en pauseføring på tre mål mod Atlético Madrid se sig slået med to, da slutfløjtet lød.
Nu står de to taberhold over for hinanden.
Giver aldrig op
Danske Torsten Laen, der hører til i den tyske lejr, er ikke i tvivl om, hvem der vinder det opgør.
- Vi vinder. Füchse Berlin vinder, siger han og lyser op i et stort smil.
Ingen havde regnet med, at det tyske hold ville gå videre til Final4-stævnet, men efter at have elimineret både Hamburg og Ademar Leon i henholdsvis ottendedels- og kvartfinalen, kan man ikke sætte en finger på deres præstationer.
- Vi er et fedt hold at spille på, for vi giver sgu aldrig op.
- Kvartfinalen tabte vi med 11 mål i Leon, og hvorfor fanden skulle vi vinde med 11 mål på hjemmebane? Men det gjorde vi.
- Mod Hamburg vandt vi på hjemmebane. Og ingen regnede med, at vi kunne gå til Hamburg og vinde. Men det gjorde vi også, fortæller Torsten Laen ivrigt.
Historisk resultat
Den danske stregspiller havde på forhånd regnet med, at det ville blive AG København, der skulle spille med om bronze, og han frygter ikke det danske stjernespækkede hold, der har spillere som Kasper Hvidt, Mikkel Hansen, Olafur Stefansson og Gudjon Valur Sigurdsson.
- Vi har lavet nogle vanvittige ting, der gør, at vores hold har en indstilling, der siger "lad dem komme".
- AGK er et hold, der er med for første gang, ligesom os, så jeg er sikker på, at en tredjeplads for dem - ligesom for os - vil være det største, klubben nogensinde har præsteret. Derfor vil de også gøre, alt hvad de kan.
- Men Füchse Berlin vinder, slår Torsten Laen fast.
- Vi kæmper til det sidste, tilføjer han.
Kampen fløjtes i gang søndag klokken 15.15.