AG straffet for første krise
Historiens første håndboldkamp med alvorlige problemer blev skæbnesvangre for AG København, der glippede Champions League-finalen efter 23-25 nederlag til Atletico Madrid.
Köln
AG København fuldbyrder ikke eventyret i Champions League.
Det vil smerte, at den purunge klub havde finalepladsen i hænderne, men historiens første AG København-nedtur indenfor de 20 x 40 meter blev fatale.
Elendig anden halvleg
Det, der længe lignede dansk finaleplads, blev smadret af en elendig 2. halvleg og slutteligt semifinalenederlag på 23-25 til Atletico Madrid.
Vel var dommerne danskerne uvenligt stemt, men på bundlinjen var der intet at indvende imod nederlaget. Den nedsmeltning, som alle håndboldhold fra tid til anden rammes af, måtte også ramme AG København. Det skete så bare på det værst tænkelige tidspunkt.
Allerede før kampstart fik man beviset på, at man ude i Europa kender dansk håndbold. Måske ikke den lille ny i klubregi, men en fyr som Mikkel Hansen er tilsyneladende slået an i det store udland. Han modtog et gigantisk brøl fra 20.000 struber, da han løb ind til sin præsentation. Det kan ikke bevises, men mon ikke, at det var den største hyldest nogensinde til en dansk håndboldspiller.
Danske håb
De danske håb knyttede sig især til Mikkel Hansen. Og til Olafur Stefansson. Sidstnævnte havde det svært mod det ekstremt velfungerende, spanske forsvar.
Heldigvis for AG’erne var problemerne tilsvarende store for Madrid-spillerne. Lars Jørgensen og Joachim Boldsen var skræmmende at spille imod. De fik tilmed lov at spille på et hårdt, internationalt niveau. For nørderne, der elsker forsvarshåndbold, var det som at få en 10 kilo tung plade schweizisk chokolade helt for sig selv.
Kunne man ikke komme igennem på normal vis, så måtte man jo løbe sig til det. En fin opskrift, der ofte fungerer for AG København. Det var høsten af det fornemme forsvarsspil, der gjorde AGK i stand til at løbe sig foran med 9-5.
Dansker udgjorde problem
Men så var det, at en 211 cm høj mand lod sine lange lemmer entre banen. Nikolaj Markussen udviklede sig hurtigt til AG Købehavns eneste problem med Atletico Madrid. Kæmpen smadrede sit hold tilbage i kampen.
Det var dog med AG i teten indtil efter pausen. Angrebsspillet gik i stå. Der blev løbet for lidt. Måske lod danskerne sig gå på at et par elendige dommere. Kroaterne Milosevic og Gubica fløjtede så falsk, at Michala Petri ville få tinnitus, hvis hun hørte det.
Totalt blottet for linje og retning i forhold til håndboldlovene blev det pludselig dommerne, der bestemte slagets gang. I ærlighedens navn også tilsat københavnernes egen uformåen. Der var tekniske fejl og misforståelser, der ligesom dommerne var langt fra Final4-niveau.
Inde i målet manglede miraklerne fra Kasper Hvidt og dermed var forskellen fra de første 30 minutter udlignet og afløst af et tæt, medrivende slag på nerver, fejl og kendelser.
Det var svært at forstå, hvorfor AG-træner Magnus Andersson skulle bruge tæt ved 22 minutter på at kalde den timeout, som hvert minut i 2. halvleg kaldte på. Selv Mikkel Hansen sejlede rundt og lavede helt uhørte fejl. Pausen til at rette kom først ved spansk 23-21 føring.
Det blev ikke Anderssons peptalk, men en udvisning af Nikolaj Markussen, der bragte AG tilbage. Men så slog de kroatiske dommere til igen med underlige fortolkninger af reglerne. Tættere end 23-24 kom danskerne aldrig.
Og således stod det klart, at AG København søndag må nøjes med kampen om tredjepladsen mod Füsche Berlin, mens Kiel og Atletico Madrid spiller om det største trofæ.