Kasi-Jesper: Jeg må hellere holde mund
Masser af spydige kommentarer til dommere og EHF, da AG København-ejer Jesper Nielsen skulle evaluere efter nederlaget i Final4.
Köln
Næsten alle i AG København-lejren rasede umiddelbart efter slutfløjtet.
Men ikke Jesper Nielsen.
Klubejeren var helt rolig og fik sine spillere og træner Magnus Andersson væk fra de kroatiske dommere, der ifølge danskerne afgjorde semifinalen mod Atletico Madrid til spansk fordel.
Efterfølgende kæmpede Jesper Nielsen med at holde igen på det, han følte om dommerne, EHF og hele situationen.
»Jeg må hellere holde mund, for ellers kommer vi ikke i finalen næste år,« sagde Jesper Nielsen uden at ville uddybe.
Har lært meget
Han indikerede, at man skal være en stor klub og ikke kritisere Det Europæiske Håndbold Forbund og dommere, hvis man vil langt i håndboldens verden.
»20.000 tilskuere har lige sagt det hele. Der er ikke grund til at sige mere,« sagde Jesper Nielsen, der så alligevel ikke kunne dy sig.
»Vi har lært meget af denne Final4-oplevelse. Jeg har eksempelvis lært at trykke de rigtige EHF-funktionærer i hænderne til VIP-middagen i aftes. Det er svært at komme op som ny klub i toppen af europæisk håndbold. Det oplevede jeg i tre år i Rhein-Neckar Löwen. Der er intet ved denne oplevelse, der overrasker mig,« sagde Jesper Nielsen.
Han ville ikke svare på, om hans indirekte angreb var rettet mod dommerstanden eller EHF.