Danmark styrer mod OL
Det danske kvindelandshold er næsten sikker på at komme med til OL i London efter sejr på 34-28 over Tunesien i Aalborg.
Danmark får to håndboldlandshold med til OL i London.
Herrelandsholdet er allerede kvalificeret, og fredag aften bookede kvindelandsholdet med 99 procents sikkerhed også en olympisk billet med en sejr på 28-24 over Tunesien i Gigantium i Aalborg.
Nu skal Danmark ”blot” vinde over Den Dominikanske Republik lørdag aften, og så skal holdet til OL. Det kan ikke gå galt.
Den Dominikanske Republik har ikke niveau til at true Danmark.
Spændende minutter
Danmark trak fra i anden halvleg og førte 26-21, men alligevel blev det lidt for spændende i de sidste minutter, fordi Tunesien scorede tre mål i træk.
Tuneserne fik et knæk, da holdet fik smidt sin målvogter, Echraf Abdallah ud ved stillingen 17-14 i anden halvleg. Hun fik direkte rødt kort, fordi hun løb ud af feltet og stod i vejen, da fløjspilleren Ann Grete Nørgaard kom piskende op af banen i jagt på et langt udkast fra Karin Mortensen.
Nørgaard fik fat i bolden og ramlede sammen med den tunesiske keeper. I den situation skal dommerne give rødt kort, fordi det er keeperens ansvar ikke at stå i vejen. Ann Grete Nørgaard scorede endda i situationen.
Det var ikke kun i den situation, at Ann Grete Nørgaard og Karin Mortensen var i fokus. De to var hovedpersoner på det danske mandskab. Nørgaard blev topscorer og Mortensen havde masser af redninger undervejs, mange af dem kom, fordi tuneserne var pressede til halve afslutninger af det danske 6:0-forsvar, der i store dele af kampen var solidt.
Overraskende pauseføring
Tuneserne spillede godt i første halvleg. Viborg-spilleren Mouna Chebbah styrede angrebsspillet, og i forsvaret sprang Haifa Abdelhak rundt i det offensive forsvar og lavede mange tacklinger hvert tiende sekund.
Tuneserne sled sig overraskende til en pauseføring på 11-10. Det var ikke noget, der passede Team Danmark-direktør Michael Andersen, der rystede kraftigt på hovedet i pausen med udsigt til en dansk OL-fiasko.
Comeback til Fruelund
Der var comeback på det danske landshold til Katrine Fruelund efter over tre års fravær. Hun kom aldrig til at spille en afgørende rolle. Hun scorede ikke, men ragede til gengæld to udvisninger til sig.
De danske spillere var tændte fra kampstart. Fløjspilleren Ann Grete Nørgaard hoppede ind i mængden af holdkammerater som var hun til festival for at gejle folk op i den brandvarme nordjyske hal, hvor der var over 30 grader på tilskuerpladserne.
Danmark møder lørdag aften Den Dominikanske Republik, og bedømt ud fra dominikanernes første indtryk bliver det en let kamp. Det latinamerikanske mandskab fik fredag aften smæk af Rusland, der vandt med 41-17.
Det resultat har danskerne nu som pejlemærke og gulerod i lørdagens kamp.
Puljefinale
Søndag venter Rusland i en kamp, der formentlig bliver en puljefinale.
Det er ikke uden betydning, om Danmark bliver nummer et eller nummer to i OL-kvalifikationspuljen.
Der er allerede trukket lod til OL-puljerne, og nogle af deltagerne er fundet. Hvis Danmark bliver nummer et ligger det fast, at holdet ryger i indledende pulje med England, Brasilien og Korea. Slutter Danmark på andenpladsen bliver det vanskeligere, fordi modstanderne her hedder Norge, Sverige og Angola.