Jysk råstyrke fejlede i Viborg
Det lykkedes ikke for Viborg HK at erobre Cup Winners Cup-trofæet i en vanvittig håndboldkamp.
Cup Winners Cup-titlen i kvindehåndbold var på spil, da Viborg HK tog imod ungarske FTC Budapest søndag eftermiddag.
I den første finalekamp havde Budapest sejret med 31-30, og hjemmeholdet skulle derfor vinde med mindst to mål for at sikre sig sejren efter ordinær spilletid.
Viborg-kvinderne lagde bedst ud med, pressede ungarerne og kom hurtigt til en føring på 5-2.
Startvanskeligheder
Men efter lidt startvanskeligheder og godt hjulpet på vej af et vildt tændt medbragt publikum, kæmpede FTC Budapest sig tilbage i kampen, og efter 10 spillede minutter var stillingen 5-5.
Og netop de ungarske fans var i et helt andet gear, end deres danske pendanter.
Mens viborgenserne for det meste rejste sig op på speakerens opfordring, var de ungarske bagdele ikke i kontakt med hallens sæder på noget tidspunkt i kampen.
Og i takt med Budapest udbyggede føringen, smed flere af de gæstende tilhængere trøjerne og afslørede en lang række velpolstrede ungarske maver.
Hård kamp
Ingen af holdene kom let til chancerne, og der blev kæmpet hårdt for alle mål. Gæsterne var dog hurtigere og trak derfor fra hjemmeholdet.
Viborg kunne tillige takke målvogter Christina Pedersen for at føringen ikke blev større, da hun leverede en blændende indsats i Viborgs mål.
Tacklingerne i kampen afslørede også, at der var meget på spil, og flere spillere var nede og nærstudere halgulvet efter nogle grove af slagsen.
Frustreret træner
Det resulterede en hel del gule kort og to minutters udvisninger fra dommer- og tvillingeparret Charlotte og Julie Bonaventura.
Der var dog også flere gange hvor, der ikke blev dømt.
Især Viborgs spillere måtte se flere oplagte frikast gå deres næser forbi, og det frustrerede træner Martin Albertsen i sådan en grad, at det lykkedes ham at brokkede sig til et gult kort.
Tæt på
Efter 25 minutters spil var stillingen 9-14, men så satte Viborg tempoet op og kæmpede sig til pausestillingen 12-15.
Hvad Martin Albertsen har sagt til sine spillere i pausen vides ikke, men effektivt har det været, for det var et Viborg-mandskab med fornyet energi, der gik på banen til anden halvleg.
Samspillet begyndte at fungere bedre for hjemmeholdet, der også formåede at holde gæsterne fra flere muligheder.
Klippefast stil
Christina Pedersen fortsatte sin klippefaste stil i målet – midt i anden halvleg lykkedes det Viborg at udligne til 21-21, og efter 52 minutter tog Viborg igen føringen med 25-24.
I de sidste fem minutter begyndte Viborgs forsvar dog at svigte og Budapest tog igen føringen.
En kraftpræstation fra Rikke Skov gennem hele kampen med 10 mål, var dog ikke nok til at vinde kampen for Viborg.
Og resultatet blev som i første finalekamp 31-30 til FTC Budapest.