Randers om CL-exit: Vi brænder for meget

29 brændte skudforsøg mod Metz er for meget, mener Randers HK's træner Jan Leslie.

Artiklens øverste billede

Randers HK-træner Jan Leslie har en ganske simpel forklaring på, at klubben er færdig i Champions League.

Håndboldpigerne fra Randers HK har ganske enkelt brændt for meget. Det var også tilfældet i lørdagens nederlag på 20-25 til franske Metz i holdets sidste gruppekamp.

- Vi har 29 skud, som vi ikke scorer på mod Metz, og det er alt for mange på dette niveau.

- Vi leverer ellers en rigtig god præstation og bliver også ved i anden halvleg. Men vi kan ikke score, og så løber Metz fra os, siger Jan Leslie.

For mange afbrændere

Randers-træneren nævner, at holdet også havde svært ved at få bolden ind over målstregen i sidste uges 20-35-nederlag til Györi i Ungarn.

- Vi har brændt for meget mod Metz og Györi. I sidste uge brændte vi 25 forsøg og nu 29 mod Metz - så er det svært at vinde kampe, siger Leslie, der er skuffet over, at Champions League-eventyret er forbi.

- Det er en kæmpe skuffelse. Vi har gjort det godt, men ikke været dygtige og heldige nok. Man kan ikke indvende noget imod, at Metz går videre.

- De slog os også i Randers, hvor vi var to sekunder fra at gå videre, hvis kampen var endt uafgjort, siger han med henvisning til 26-27-nederlaget på hjemmebane for en måned siden.

Randers HK slutter Champions League-gruppespillet med seks point. Et enkelt point mere ville have sikret fortsat deltagelse i turneringen.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen