Storklub vil forlænge med dansker
Selvom Atletico Madrid ønsker at forlænge kontrakten med Nikolaj Markussen, tøver danskeren.
Nikolaj Markussen har været i klubben i mindre end tre måneder, men alligevel har en af verdens bedste håndboldklubber, Atletico Madrid, sat sig for at forlænge en i forvejen fire år lang kontrakt.
Træner i klubben er den tidligere verdensstjerne Talant Dujshebaev, og han vil nu skifte den i forvejen lange kontrakt ud med en evighedskontrakt for at holde blandt andre Barcelona og danske AG København væk fra den 212 centimeter høje dansker. Det skriver eb.dk.
Stolt over tilbud
Danskeren selv tøver dog.
"Selv om jeg er stolt over tilbuddet, har jeg bedt om, at min træner tager det lidt med ro," siger Nikolaj Markussen til avisen.
"Der er med fire år tilbage af min nuværende kontrakt masser af tid. Jeg må indrømme, at jeg har allerede har en stor stjerne hos min træner," understreger han.
Nikolaj Markussen deltager netop nu ved Super Cup i Tyskland som en del af det danske landshold.