Sponsortilgang til Århus Håndbold
Efter et par år med nedgang er der nu mere tilgang end afgang fra erhvervsklubben.
Succes avler penge i den professionelle sportsverden. Også i Århus Håndbold.
For første gang i flere år har man på kontoret i Arenaen kunne notere sig en fremgang i sponsoraterne. En sæson med sportslig succes har sat sine spor.
»Bare i den forgangne uge er der kommet fire nye sponsorer,« fortæller direktør i Århus Håndbold, Henrik Jacobsen.
I de kommende uger skal han og kollegerne i den daglige ledelse i gang med det hårde benarbejde ude i byen. Eksisterende og potentielle sponsorer skal rendes på dørene.
»Vi vil fortælle vore nuværende sponsorer, at de i denne sæson har fået meget for pengene. Samtidig gør vores flotte sæson det nemmere, når vi er ude ved nye sponsorer. Alle har hørt om Århus Håndbold og vores flotte resultater. Det behøver jeg ikke begynde møderne med og det er en klar fordel,« siger direktøren.
Trods det flotte spil på banen og placeringen i landets næststørste by har Århus Håndbold blot 120 sponsorer. Tallet er dobbelt så stort hos de klubber, som aarhusianerne spiller med i toppen af ligaen.
»120 sponsorer er ikke nok i en by af Aarhus' størrelse. Vi skal op på 200 sponsorer i denne sæson, og det er bestemt ikke urealistisk. Så vil det begynde at ligne noget,« mener Henrik Jacobsen.
Færre penge til spillere
Topplaceringen i ligaen og de mange kampe i slutspillet har kastet penge af sig, men træner og sportschef Erik Veje Rasmussen ved godt, at ingen af dem ryger hans vej til nye spillere. Århus Håndbold er stadig i gang med tilpasning af økonomien efter chok-underskuddet på 6,2 mio. kr. i 2009. Sidste år var det barberet ned til 3,6 mio. kr. Snart er klubben i bund med tilpasningen og det er primært sket på udgifterne til spillerne.
»Spillerbudgettet til den kommende sæson er 10 procent lavere end nu,« siger Henrik Jacobsen.
Langt nede i hierarkiet
Han ønsker ikke at oplyse det samlede spillerbudget, men fastslår, at det ikke hører til blandt de otte største i ligaen. Dermed skønnes det at være nede omkring 5-6 mio. kr. Til sammenligning lønner AG København sine spillere med 20 mio. kr. pr. sæson.
Efter ferien kommer det seneste regnskab fra Århus Håndbold. Tallet er ikke klart endnu. Kun er det sikkert, at det igen bliver rødt.
»Vi kommer ud med et mindre minus. Næste sæson giver sorte tal. Det skal det bare gøre og vores omkostninger er da også rettet meget skarpt mod at ende på et sort tal i 2011/2012-sæsonen.