Rune Ohm stopper i Skjern
Rune Ohm vil nu overveje, om fremtiden ligger i Danmark, eller om han har mod på et nyt udlandseventyr.
Efter snart tre sæsoner i Skjern har Rune Ohm og klubben sammen fundet frem til, at det er tid til at prøve nyt. Rune Ohm kom hjem til Skjern fra Antequera efter tre år i den spanske liga Asobal.
"Jeg har haft tre fantastiske sæsoner i Skjern. Rent menneskeligt har det været fremragende. Desværre her jeg haft tre uheldige skader, så hver gang jeg har været tæt på at være tilbage, er jeg blevet ramt af dumme uheld. Men sådan er håndbold, og jeg er nu på vej mod topformen igen," siger Rune Ohm.
Stadig motiveret
Trods det, at begge parter allerede nu ved, at vejene skal skilles, så er det en topmotiveret spiller, som slutter af i Skjern.
"Jeg glæder mig allerede til resten af sæsonen. Vi har et klassemandskab, og vi vil have titler. Så må vi se, hvad Final Four og turneringen kan bringe."
Også spillerens agent Mads Winther, people in sport, ser optimistisk på fremtiden.
"Rune er en rutineret højre back, der har mange af de kvaliteter, som gode klubber søger. Et hårdt skud og fysisk stærk. Jeg ved samtidig, at Runes største ønsker er at slutte godt af i Skjern. Det er jo også på den måde, at han er allermest værd for den kommende arbejdsgiver," siger han.
Rune Ohm begynder samtidig nu en vurdering af, om karrieren endnu en gang skal gå mod udlandet – eller om det er klubber i Danmark, der skal have gavn af højrebackens erfaring. Der har allerede været henvendelser fra klubber i både Danmark og udlandet.