VM-duel på højre back aflyst
Kasper Søndergaard føler sig fysisk klar til at deltage ved VM, men Ulrik Wilbek vil ikke udstede billetten endnu.
Kasper Irmings uheld, forestående operation og VM-afbud giver med 99 procent sikkerhed Kasper Søndergaard en plads ved VM i Sverige.
Men det får ikke Kolding-spilleren til at løbe rundt med armene løftet i glæde. Han er tidligere holdkammerat med Kasper Irming i Århus og har ligesom resten af Håndbold-Danmark været imponeret over Irmings efterår.
»Det er frygtelig synd for Irming. Han har spillet et fremragende efterår. Når uheldet nu skulle være ude for min konkurrent, så håber jeg selvsagt, at det modvendt giver mig en masse spilletid,« siger Kasper Søndergaard til spn.dk.
Stor lettelse
Kolding-backen med fem slutrunder i den mentale bagage beklager altså Irmings uheld, men glæder sig omvendt over, at den allerede voldsomt diskuterede duel mellem ham og Århus-konkurrenten nu er aflyst. Det fik langt fra nogen positiv modtagelse, da Ulrik Wilbek i december bestemte sig for at lade de to højre backs duellere direkte mod hinanden i januar-træningslejren forud for den endelige VM-udtagelse.
»Det er en stor lettelse, at jeg slipper for den medie-duel med Irming. Efter kampen mod Århus Håndbold den 22. december handlede alt om mit og Kaspers spil i den kamp. Jeg har aldrig oplevet så meget hysteri om noget, som i mine øjne er en lille ting. Jeg havde ikke ligefrem glædet mig til de tre træningskampe med duel hængende over hovedet,« siger Kasper Søndergaard.
Wilbek venter
Lørdag eftermiddag møder han og resten af landsholdet op i Silkeborg til 10 dages træningslejr. Med Irming på operationsbordet skulle man mene, at Kasper Søndergaard ville få sin VM-billet omgående. Men sådan er det ikke.
»Jeg forventer da, at Kasper skal med til VM. Men han er jo en skrøbelig fyr, så jeg venter lige med at se ham i træning, før han får VM-billetten,« siger Ulrik Wilbek.
En udmelding, som Kasper Søndergaard er helt på det rene med.
»Jeg har det fint fysisk. Jeg har fået trænet en masse hen over julen. Men jeg må indrømme, at jeg ikke har trænet to gange om dagen i lang tid, så det bliver spændende at se, hvordan kroppen reagerer på det kommende program. Men umiddelbart ser jeg ikke nogen forhindringer for at spille et VM,« fastslår Søndergaard.
Danmark indleder VM fredag den 14. januar mod Australien i Malmø.