Skadet Irming græder ikke snot
Kasper Irming blev skadet til onsdagens træning, men er fortrøstningsfuld frem mod VM.
Århus Håndbold led onsdag aften et slag i bestræbelserne på den top tre-placering i ligaen, som klubben håber at kunne opnå.
Profilen Kasper Irming landede forkert efter et opspring og vrikkede om, så han under torsdagens træning måtte se til fra sidelinjen assisteret af et par krykker.
Skaden kommer kort tid efter, at landstræner Ulrik Wilbek har udtaget hovedparten af den trup, der skal spille VM i Sverige til januar. Der er fortsat en plads åben på højre back, og den skal KIF Koldings Kasper Søndergaard og Kasper Irming kæmpe om.
Aldrig et godt tidspunkt
Derfor rammer skaden på et særdeles ubelejligt tidspunkt, men Kasper Irming selv er dog ret fortrøstningsfuld.
”Det er jo altid et dårligt tidspunkt, men det er klart, at det er lidt ekstra bittert lige nu. Det er dog ikke sådan, at jeg sætter mig hjem under dynen og græder snot, for det kommer der ikke noget godt ud af. I forhold til VM tror jeg umiddelbart ikke, at det er så kritisk. Jeg har det allerede bedre i dag og kan støtte på foden,” siger Kasper Irming til spn.dk.
Århus-spilleren skal scannes i aften, og derefter vil han være klogere på omfanget af skaden.