Avis: KIF Kolding får ny trænerduo
KIF Kolding København henter fyret Esbjerg-træner og supplerer med klubbens egen sportschef.
Det bliver Lars Frederiksen og Lasse Boesen, der i den kommende sæson skal stå i spidsen for KIF Kolding København. Det skriver JydskeVestkysten.
De to skal afløse spanieren Carlos Ortega, der stoppede efter denne sæson efter 15 måneder i klubben.
Lars Frederiksen, der har en fortid som KIF-spiller, blev 30. maj fyret som cheftræner for kvindeligaholdet Team Esbjerg, blot et år efter, at han havde ført klubben til det første DM-guld. Han nåede at være træner i Team Esbjerg i seks år. Inden da var han cheftræner for KIF's kvindehold i Vejen.
Nu kommer han så til at stå i spidsen for KIF Kolding København sammen med Lasse Boesen, der er sportschef i klubben.
Boesen har allerede haft sin debut som KIF-træner. Det skete i vinter, da han vikarierede for Carlos Ortega, som havde karantæne efter en batalje med BSV-træner Peter Bredsdorff-Larsen.
Ifølge JydskeVestkysten bliver den nye trænerduo præsenteret meget snart.