Fortsæt til indhold
Håndbold

Skadeshelvedet skal gøre mig stærkere

Håndboldspilleren Line Jørgensen er igen-igen i gang med genoptræning.

Line Jørgensen er efterhånden en omvandrende lærebog for lægestuderende.

Skade på skade har konstant væltet den tidligere anfører på kvindernes håndboldlandshold omkuld, men trods endnu et tilbageskridt midt i endnu et comebackforløb er CSM Bukarest-bagspilleren fast besluttet på ikke at lade sig mærke med modgangen.

»Det er virkelig hårdt at blive ramt på den måde. Det gik så godt, at jeg kunne have spillet nu, hvis ikke det var gået galt igen, så det er virkelig surt. Heldigvis har jeg fået lov at træne med bolde igen og har en fin plan for resten af genoptræningen, og det er en stor lettelse,« understreger Line Jørgensen.

»Nu handler det mest om at være tålmodig, og jeg fokuserer meget på, at jeg kan træne resten af kroppen rigtigt meget. Det er en stor trøst og en stor motivation, at jeg føler, at jeg på den måde kan komme tilbage og være stærkere.«

Målsætningen er at blive helt klar til opstarten før den kommende sæson, som gerne skal blive noget mere sammenhængende end de seneste.

Gennem karrieren er den 27-årige højreback ofte brudt sammen rent kropsligt og har især bøvlet med knæene. Senest efter VM i december 2015, da hun blev opereret og lige akkurat nåede tilbage på banen for at være med til at sikre sin rumænske klub en højdramatisk sejr i Champions League-finalen 2016.

Triumfen gjorde blot Line Jørgensen yderligere motiveret, men i sin comebackkamp på det danske landshold i oktober landede hun skævt på venstre håndled og rev et ledbånd over samt brækkede en knogle.

Det foreløbigt sidste kapitel i tragedien indtraf så i marts, da hun rev en sene over i samme hånd og igen måtte opereres, og derfor bliver det med hende som tilskuer, når CSM Bukarest i den kommende weekend skal forsøge at genvinde Champions League-titlen i Budapest.

Første test bliver lørdagens semifinale mod HC Vardar og derefter måske en søndagsfinale mod enten Buducnost eller Györ.

»Jeg tager med til Ungarn, og det bliver megahårdt at sidde og kigge på, for jeg trænede jo med Champions League som et stort og realistisk mål. Nu gælder det så bare om at støtte de andre og gøre mit til, at vi er med igen om et år.«