Fortsæt til indhold
Håndbold

Ny dansk landstræner håber danskerklub taber

Jeg håber altid Flensburg taber, siger Nikolaj Jacobsen, selvom han har seks spillere med fra klubben.

Den absolut største leverandør af spillere til det danske herrelandshold er den tyske klub Flensburg-Handewitt.

Seks spillere er med i den trup, som den ny danske landstræner Nikolaj Jacobsen har samlet i disse dage. Det danske herrelandshold spiller torsdag og søndag imod Ungarn i to EM-kvalifikationskampe.

Men det betyder ikke, at Nikolaj Jacobsen håber, at det går godt for Flensburg. Jacobsen er nemlig også klubtræner for den tyske klub Rhein-Neckar Löwen, der er i direkte duel og kapløb med Flensburg om det tyske mesterskab.

De to klubber mødes i slutningen af maj i en kamp, der kan blive afgørende for det tyske mesterskab.

»Det ændrer sig ikke, fordi jeg nu er landstræner. Jeg håber altid Flensborg taber, så det er der ikke den store forskel i. Eller jeg håber at Flensborg taber, og danskerne spiller godt. Men det sker dog desværre sjældent,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han mener godt, at han kan passe begge jobs på kvalificeret vis.

»Selvfølgelig er der mere at se til. Men jeg brænder så meget for det. I stedet for at kigge på den hårde del, kigger jeg på gælden ved det og lysten til det. Fordelen er at nogle af de ting, vi spiller i Rhein-Neckar Löwen, kan vi også bruge på landsholdet,« siger Nikolaj Jacobsen.

Han vil overføre spillestilen fra det tyske klubhold til det danske landshold.

»Der er ingen tvivl om, at vi forsvarsmæssigt vil se et dansk landshold, der trækker sig længere tilbage på banen. Der vil desuden være større fokus på første og anden bølge i kontraspillet. Og så vil vi spille andre systemer i angrebet, men det vil jeg ikke røbe for meget om,« siger landstræneren.

Fløjspilleren Anders Eggert er tilbage på landsholdet efter en pause, og han glæder sig til at arbejde med Nikolaj Jacobsen.

»Han vil gerne satse på et lidt mere defensivt forsvar, hvilket giver bedre mulighed for at fløjen kan løbe kontra. Det er sjovt for mig som spiller. Så spillestilen passer bedre til mig,« siger Anders Eggert.