Håndboldspiller raser over Pytlick: Ligesom med skader må man beregne en vis risiko for graviditet
Jan Pytlick vil kende spillernes graviditetsplaner, før en kontrakt underskrives.
Håndboldtræner Jan Pytlick har fået modstand, efter at han angiveligt sagde, at spillerne ikke måtte blive gravide.
»Det der har været irriterende er, at vi har lavet en aftale med en spiller på tre år. Efter tre måneder er spilleren så gravid«Jan Pytlick, Cheftræner for HC Odense kvindehåndbold
Det er Louise Svalastog Spellerberg, som er håndboldspiller i København Håndbold og mor til Mille, der har reageret på Jan Pytlicks irritation over, at flere spillere bliver gravide, kort efter at de har skrevet under på kontrakten.
»Jeg bliver derfor enormt ked af det og samtidig en smule rasende over, at vi i 2017 skal bruge energi og kræfter på at høre på: ”om det er okay at kvindelige håndboldspillere bliver gravide?”,« skriver hun i et opslag på instagram.
I går kom det frem, at Jan Pytlick, som er cheftræner for kvindeholdet i HC Odense, er træt af, at flere spillere har meddelt deres graviditet, blot tre måneder efter at de har underskrevet en kontrakt på tre år.
Ifølge Håndbold Spiller Foreningen har han sagt til sine spillere, at det ikke er »velanset og acceptabelt at blive gravid«, men det er en misforståelse, ifølge ham selv.
»Jeg har aldrig brugt den formulering, at det er uacceptabelt, at de bliver gravide. Jeg har sagt til spillerne, at jeg er irriteret over den situation, vi står i. Hvis nogen har misforstået eller mistolket de ting, jeg har sagt, så beklager jeg selvfølgelig,« siger Jan Pytlick til TV 2.
Han ønsker til gengæld, at spillerne er åbne omkring deres fremtidsplaner, selvom de endnu ikke er gravide.
»Hvordan ser det ud på den lange bane – kunne man forestille sig, at spillerne blev gravide,« siger han til TV 2.
Louise Svalastog Spellerberg mener, at graviditet er en risiko, som klubben må tage, når de laver en kontrakt med en spiller, på lige vilkår med andre ting, som kan gøre spillerne midlertidigt ukampdygtige.
»Selvfølgelig er det et tab på kort sigt for både klubben og holdet. Men ligesom med skader må man beregne en vis risiko for graviditet. At blive gravid er en menneskeret, en ret vi nok alle burde sætte lidt mere pris på, end vi egentlig gør,« skriver hun.
I øjeblikket er tre spillere fra klubben i Odense gravide. Det drejer sig om Susan Thorsgaard, Susanne Madsen og Stine Svangård.
Og det irriterer Jan Pytlick, at spillerne ikke har været åbne omkring deres fremtidsplaner, inden kontrakten blev underskrevet. Han så gerne, at de fortalte, om de kunne forestille sig at blive gravide i kontraktperioden på forhånd.
»Jeg har intet imod, at spillere bliver gravide. Det er en kvindes ret. Det, der har været irriterende, er, at vi har lavet en aftale med en spiller på tre år. Efter tre måneder er spilleren så gravid, og sådan har det egentlig været med de tre graviditeter, vi har i øjeblikket,« siger han til TV 2.
»Jeg har fuld respekt for lovgivningen. Jeg synes bare, at det er vigtigt, at vi får en debat om det her,« siger han og henviser til ligebehandlingsloven, som siger, at kvinder ikke må blive forskelsbehandlet, når de bliver gravide.
Han ønsker at inddrage Håndbold Spiller Foreningen i debatten og kigge på de nuværende regler. Han påpeger, at det er svært for klubberne rent økonomisk, når nogle spillere ikke er kampdygtige.