Fortsæt til indhold
Håndbold

Det var ustyrlig jubel iblandet en sund guldfokus

Glæde, men også vilje til mere præger herrelandsholdet i håndbold inden OL-finalen.

Hvor var det dog en skam, at den semifinale blev spillet midt om natten.

Alt for mange gik dermed glip af et stykke håndboldhistorie og et højspændt drama, da de danske håndboldherrer spillede sig i sin første OL-finale nogensinde med 29-28 over Polen.

Indtrykkene vil blive hængende længe. Michal Dasceks ubegribelige underhåndsskud, der fra en umulig position skaffede polakkerne udligning blot to sekunder før udløb af den ordinære spilletid.

Gudmundur Gudmundsson, der med sine 174 cm og korte arme havde svært ved at aflevere de kram, som han så gerne ville give sine hærdebrede spillere efter sejren.

Lasse Svan, der havde våde øjne længe efter.

»Jeg er virkelig, virkelig glad for, at vi vandt.Det … Jeg synes ... Puha …Jeg synes, at alle gør det så pisseflot derinde. Som hold falder vi aldrig nogensinde ned, selv om vi smider en stor føring i første halvleg og kommer bagud i anden halvleg. Vi smider sejren på et fuldstændigt vanvittigt mål til sidst i den ordinære spilletid, og så spiller vi alligevel en forlænget spilletid, som vi gør dér.Åhhh – hold kæft, hvor er jeg glad for de drenge,« sagde Lasse Svan.

I den anden ende af skalaen ligger Mikkel Hansen.

Vi skal kigge fremad

Med personlige kåringer til verdens bedste og trofæer på stribe er han ikke sådan at bevæge, selv om han på banen igen udgjorde forskellen.

Med 10 mål, flere af dem på vitale tidspunkter og en selvskreven rolle som midtpunkt understregede han sin rolle som manden, der langt hen ad vejen bærer landsholdets skæbne på sine skuldre, men i vanlig stil tager han det hele med ophøjet ro og kontrolleret stemmeføring.

»Det betyder rigtigt meget, men det er ikke slut endnu. Vi har en spændende kamp mod Frankrig i finalen, og nu handler det om, at alle er stolte og glade for, hvordan vi spillede, og så venter en masse forberedelse og træning på taktiske ting,« fastslog Mikkel Hansen.

Som alle de andre erklærede han sig naturligt nok rystet over polakkernes sene, sene udligning til 25-25 i den ordinære spilletid.

»Det er sådan en, der går ind én ud af en million. Jeg vil gerne rose folk rigtigt, rigtigt meget for at holde hovederne kolde og fokusere på, hvad det handler om. Det er svært, når man indkasserer et mål som det her et par sekunder før tid, men i ekstratiden var vi sgu dygtige.«

Det syntes Gudmundur Gudmundsson også.

Træner har prøvet det

Islændingen har tidligere været i en OL-finale og har trænet på højeste niveau i tysk klubhåndbold, men efter en femteplads ved VM 2015 og en sjetteplads ved EM 2016 undgik den islandske træner for det danske herrelandshold i håndbold ikke at få stillet spørgsmål omkring sin sindstilstand.

Om det fine resultat havde reddet ham fra en fyring.

»Jeg er stolt og glad over at have muligheden for at gøre det for Danmark som træner, jeg er bare en del af det her hold.Det er fantastisk at arbejde med drengene, og jeg vil ikke sige, at jeg er lettet, jeg er utroligt og stolt og glad over at stå i finalen.Det er en fantastisk følelse,« fastslog Gudmundur Gudmundsson.

I 2008 stod han i spidsen for Island, der helt sensationelt nåede finalen for dog dér at tabe klart til Frankrig.

Gallerne har tilmed fået en vane med at slå Danmark ganske klart. Således også det indledende gruppespil i Rio, hvor de endda tillod sig at spare en del stamspillere.

»Det er en kæmpe udfordring at blive klar. Derfor er vi glade, men vi har en kæmpe opgave foran os. Det, som vi har nået, er ikke nok, vi vil gøre det ordentligt og går selvfølgelig efter at vinde kampen.

Vi har nogle ting, som vi tror på, og alt kan ske.«