Landstræneren har været i OL-finale før
Efter to sløve slutrunder fik Gudmundur Gudmundsson omsider ført sine udvalgte frem til en succes.
RIO DE JANEIRO
Hans faglige kvaliteter kan ingen stille spørgsmål ved.
Gudmundur Gudmundsson har trods alt tidligere været i en OL-finale og har trænet på højeste niveau i tysk klubhåndbold, men efter en femteplads ved VM 2015 og en sjetteplads ved EM 2016 undgik den islandske træner for det danske herrelandshold i håndbold ikke at få stillet spørgsmål omkring sin sindstilstand efter OL-semifinalesejren på 29-28 efter forlænget spilletid over Polen.
»Jeg er stolt og glad over at have muligheden for at gøre det for Danmark som træner, jeg er bare en del af det her hold. Det er fantastisk at arbejde med drengene, og jeg vil ikke sige, at jeg er lettet, jeg er utroligt og stolt og glad over at stå i finalen. Det er en fantastisk følelse,« fastslog Gudmundur Gudmundsson.
Han lod sin glæde komme til udtryk i form af en stor portion krammere til alle, der efter slutfløjtet havde en dansk trøje og lugtede lidt af håndbold. I 2008 stod han i spidsen for Island, der helt sensationelt nåede finalen for dog dér at tabe klart til Frankrig.
»Det er en kæmpe udfordring at blive klar. Derfor er vi glade i dag, men vi har kæmpe opgave foran os. Det, som vi har nået, er ikke nok, vi vil gøre det ordentligt og går selvfølgelig efter at vinde kampen. Den situation skal vi kunne klare.«