»Esbjerg burde have vundet DM sidste år«
For andet år i træk mødes FCM og Esbjerg i DM-finalen. Klubberne er de samme og de fleste spillere er gengangere. Men der er gået et år.
FC Midtjylland og Team Esbjerg tørner for andet år i træk sammen i kvindernes DM-finale i håndbold. Sidste år vandt FCM guldet samlet med blot et enkelt mål efter to helt tætte finaler.
»Esbjerg burde have vundet sidste år. Jeg forstår stadigvæk ikke helt, at vi vandt guldet for et år siden. Det lå til Esbjerg, fordi vi kun vandt med et mål i den første finale på hjemmebane, og vi var hårdt ramt på ressourcerne,« siger Helle Thomsen, der er cheftræner i FCM.
I denne sæson vandt Esbjerg grundspillet, og må regnes som svag favorit i DM-finalen, der indledes søndag med første kamp i Ikast. Returkampen spilles i Esbjerg allerede på torsdag.
»Det kan godt være, at Esbjerg er favorit nu, men det går ikke altid, som man forventer. Det er finalen, og nu gælder det,« siger Helle Thomsen.
Forsvaret er forcen
I Esbjerg regner man også med en tæt afgørelse over to kampe.
»Begge hold dækker på samme måde i forsvaret og vil gerne løbe kontra. Hos Midtjylland er forsvaret forcen, der har reddet holdet igennem mange kampe, mens vi samlet har bedre angrebsspillere end forsvarsspillere. Det bliver små marginaler, der afgør det hele,« siger Lars Frederiksen, der er cheftræner for Team Esbjerg.
Burgaard som joker
FC Midtjylland har dog en mulig joker i de korte ærmer. Landsholdspilleren Louise Burgaard er på vej tilbage efter en længere sygemelding ovenpå VM-slutrunden i december.
Den 23-årige bagspiller var udbrændt efter et hårdt program med landshold, liga og Champions League.
Nu er hun tilbage på banen, og hun scorede fire mål i DM-semifinalen imod Viborg.
»Bare fordi hun scorer fire mål betyder det ikke, at hun er tilbage for fuld kraft. Det er noget medierne kører op. Hun er stadig på vej op, men det er ikke hende, der skal vinde den her titel. Hun har ikke spillet mange kampe her i foråret,« siger Helle Thomsen.
Hun er ikke i spil til en plads i startopstillingen.
»Hun kan komme ind nogle minutter og forhåbentlig gøre det godt. Jeg vil ikke kalde det en jokerrolle, fordi vi har ikke jokere på holdet. Alle bidrager,« siger Helle Thomsen.
Louise Burgaard har ikke ønsket at tale med pressen i hele perioden. Hun bliver beskyttet, lyder det fra klubben.
»Hun har haft det træls. Om det er mentalt eller stress eller noget andet, ved jeg ikke. Vi sætter ikke så mange ord på det,« siger Helle Thomsen.
Måske de sidste kampe
Det kan være FCM-trænerens sidste kampe for klubben. Hun har en kontrakt, men hun er også i spil til jobbet som cheftræner for det svenske kvindelandshold, der skal til OL i august.
Der forhandles med det svenske forbund, der gerne vil have Helle Thomsen, men FCM har i første omgang afvist at lade hende dobbeltjobbe og styre både FCM og Sverige, som hun ellers har gjort tidligere.
»Der har været interesse fra det svenske forbund, det er ingen hemmelighed. Men nu har jeg fokus på de her DM-finaler. Der skal være en masse dialog, og der skal træffes nogle valg. Men jeg fokuserer 100 procent på finalerne, og så må vi tage det andet bagefter,« siger Helle Thomsen.