Storsatsende håndboldklub vil hente landsholdsstjerne hjem til Herning
HC Midtjylland vil strække sig langt for at få Jesper Nøddesbo hjem fra Barcelona. Parterne er i dialog med hinanden.
Herning-håndboldklubben HC Midtjylland gennemgår lige nu en stor forvandling.
Klubben blev søndag pokalmester for første gang nogensinde, en ny ejer og bestyrelse er kommet til, og en række stjernenavne er allerede blevet eller bliver præsenteret i den kommende tid.
Et af de stjernenavne kan blive landsholdsstregspilleren Jesper Nøddesbo, der godt nok er på kontrakt i FC Barcelona indtil 2018, men som i øjeblikket er i positiv dialog med HC Midtjylland om et skifte.
Det bekræfter både HC Midtjylland og Jesper Nøddesbo over for Jyllands-Posten.
»Det ville være toppen af kransekagen, hvis det lykkes os at få Jesper Nøddesbo til klubben. Han vil virkelig være et scoop, for han er en lokal dreng, der kan bidrage på mange måder til klubbens udvikling. Vi har fortalt ham, hvad vi kan tilbyde, og nu må vise se, om det rækker,« siger Thomas Hintze, HC Midtjyllands nye ejer og bestyrelsesformand.
35-årige Jesper Nøddesbo er født og opvokset i Herning og trådte sine spæde håndboldsko i Hauge GIF, der er en af HC Midtjyllands to moderklubber.
Senere røg han til Team Tvis Holstebro, KIF Kolding og endelig FC Barcelona, hvor han har spillet siden 2007.
Det betyder, at han til sommer har været ni år i udlandet. Men skal han hjem på den lukrative forskerordning, der betyder, at han kan betale væsentligt mindre i skat i tre år, skal han dog have boet i udlandet i 10 år.
Det er blot én af mange faktorer, der spiller ind på Jesper Nøddesbos beslutning om at vende hjem til Danmark og HC Midtjylland, fortæller han.
»Der er mange ting i spil, når jeg skal skifte væk fra Barcelona. Både sportsligt og bymæssigt bliver det svært at finde en by, der kan leve op til Barcelona. Men HC Midtjylland er ved at bygge et spændende projekt op, og det gør det kun sjovere, at projektet foregår på min hjemegn. Min familie og jeg har snakket om, at vi godt kunne se os selv bo i Aarhus, når vi flytter tilbage til Danmark, og det bliver jo snart hurtigt at komme fra Aarhus til Herning,« siger Jesper Nøddesbo med henvisning til, at den sidste del af motorvejsstrækningen mellem de to byer åbner senere i 2016.
Han forklarer, at der er mange positive ting ved at blive en del af HC Midtjyllands fremadstormende projekt.
»Man er i gang med at få rusket op i Herning og omegn for at få det til at interessere sig noget mere for herrehåndbold. Det tæller helt klart på positivsiden, at hvis jeg skifter til HC Midtjylland, kan jeg være med til at bygge projektet op. Man vil i hvert fald ikke se mig være en passiv del af projektet, der bare kommer og hæver sin hyre,« siger Jesper Nøddesbo, der understreger, at han har andre bejlere end HC Midtjylland, og at det også stadig er en mulighed at blive i Barcelona.
For nylig skiftede den tyske verdensstjerne Pascal Hens til HC Midtjylland, ligesom klubben har sikret sig den stærke nordmand Espen Lie fra den kommende sæson. Onsdag aften bliver endnu en norsk profil præsenteret, når klubben møder Aalborg Håndbold på hjemmebanen i Herning.