Fortsæt til indhold
Håndbold

Dansk landsholdsspiller savner modstand

Jesper Nøddesbo og Barcelona tangerede onsdag rekorden med 72 ligasejre i træk.

Kenneth Thygesen

Spillerne hører til verdenseliten inden for sportsgrenen, men ikke desto mindre var der onsdag aften igen en lang række tomme pladser i den 44 år gamle sportsarena Palau Blaugrana i Barcelona. Og man forstår det egentlig godt.

Hjemmebanen for FC Barcelonas håndboldherrer, der har plads til over 7.500 tilskuere, ligger i gåafstand fra fodboldspillernes legeplads i form af Camp Nou, hvor kollegerne Messi, Neymar og Suárez underholder uge efter uge.

Underholdning leverer håndboldspillerne også i nabobygningen, men der findes en sportslig forskel. Nok vinder fodboldstjernerne langt de fleste hjemmekampe, men der er en risiko for pointtab. Sådan synes det ikke at være for håndboldstjernerne. Slet ikke endda.

Mangler rivaler

Da den danske landsholdsspiller Jesper Nøddesbo onsdag aften scorede syv mål i storsejren på 44-30 over midterholdet Teucro tangerede FC Barcelona en 40 år gammel rekord. Fra 1969 til 1972 vandt BM Granollers 72 ligakampe i træk, men den rekord er nu matchet af de forsvarende Champions League-vindere fra Catalonien. Ligasejren over Teucro var nemlig nummer 72 i træk for FC Barcelona, der ikke har tabt en ligakamp siden maj 2013.

»Jeg savner modstand på den måde, at vi mangler en stor rival. Tidligere var der Portland San Antonio eller Ciudad Real, som senere blev til Atletico Madrid. Den rivalisering skabte både spænding og hype på en måde, som ikke er der i dag,« siger Jesper Nøddesbo.

At tabe er ikke en mulighed

Efter to danske mesterskaber og en topscoretitel i KIF Kolding skiftede den nu 35-årige stregspiller til den spanske storklub i 2007. I sine første tre sæsoner blev mesterskabet vundet af Atletico Madrid, men siden 2011 har Nøddesbo og co. siddet suverænt på tronen med fem mesterskaber i træk. Og det er kun blevet lettere og lettere.

I de seneste to år har FC Barcelona således vundet mesterskabet med et forspring på minimum 12 point, hvor holdet i snit har scoret over 38 mål per kamp, mens den gennemsnitlige sejr lyder på over 13 mål.

Helt ærligt, er det ikke lidt kedeligt?

»Nej, det synes jeg faktisk ikke. Selvfølgelig skal man indimellem igennem en mental omgang, men jeg synes ikke, det er blevet mindre attraktivt at være i Barcelona. Det er ret simpelt. I Barcelona er der ikke noget, der hedder at tabe. Den mulighed er der ikke, og det lægger et vist pres på os også,« siger Jesper Nøddesbo, der beskriver ligakampene som en mulighed for at spille sig til mere spilletid i de vigtige Champions League-kampe for den stjernebesatte trup.

»Jeg står i en situation lige nu, hvor jeg ikke får meget spilletid i Champions League, og så handler det 100 pct. om at give den gas i ligakampene,« siger Jesper Nøddesbo.

Han fortæller, at klubben har svært ved at tiltrække unge spillere, fordi talenterne er i tvivl om, hvilken indflydelse det har på karrieren at skifte til en liga, der er så »vanvittig«.

Ligaens udvikling betyder dog ikke, at den 199 cm høje stregspiller fra Herning er blevet klar til at prøve noget nyt.

»Jeg har stadigvæk lyst til at spille med om de store titler, og det får jeg lov til her,« siger han.

FC Barcelona har i år vundet 11 ud af 11 ligakampe, mens holdet ligger nummer et i dennes Champions League-pulje, og her er målet enkelt. Triumfen fra foråret skal opleves igen.

»Det bliver svært at gentage, men vi går efter det.«