Fortsæt til indhold
Håndbold

Hvem kan sænke manden med den gule dragt?

Ny sæson: KIF Kolding København er igen favorit til DM-guldet.

Mikkel Hemmer-Hansen

En pyjamas eller manden med den gule hat – bare uden hat.

KIF Kolding København har fået meget røg, siden klubben præsenterede denne sæsons målmandsdragt.

Den skriggule dragt vender vi tilbage til.

Indmaden er mere interessant. Kasper Hvidt, 39 år, står igen i spidsen for KIF Kolding København.

Det er klubben, som alle de andre endnu en gang skal forsøge at fange og nedlægge i den nye sæson, der går i gang fredag aften.

KIF Kolding København er favorit med Skjern, Aalborg og BSV som de mest oplagte outsidere.

De fire klubber mødes

Allerede i den første spillerunde står de fire forventede topklubber overfor hinanden, når Aalborg fredag møder Skjern, mens KIF lørdag skal i duel med BSV.

Målmanden Kasper Hvidt er erklæret modstander af den nuværende turneringsstruktur med grundspil og slutspil, og af samme årsag vil han ikke påtage sig rollen som storfavorit.

»Vi er et bud på en DM-vinder. Hvis vi spillede fra start til slut i en løbende turnering uden slutspil, ville vi helt sikkert være storfavoritter, fordi vi er dygtige til at være gode i mange kampe. Men det hele afgøres i maj over få kampe, og der kan skader og tilfældigheder spille ind,« siger Kasper Hvidt.

DM-guldet fordeles først i foråret, når slutspillet begynder. Det betyder til gengæld, at holdet i efteråret kan spare spillere i ligaen for at satse på Champions League.

»Glem det«, siger Kasper Hvidt.

Ikke i vores dna

»Det ligger ikke i vores dna at stille med et hold, der formentligt vil tabe. Det kan godt være, at vi kan give nogle spillere et ekstra hvil på bænken, hvis vi er stort foran i en kamp og har en Champions League-kamp tre dage senere. Men vi sender ikke fem mand på 16 år i kamp med det resultat, at vi taber en kamp, som vi kunne have vundet,« siger Kasper Hvidt.

Det handler om at vinde og vinde hver gang. Alt andet vil føre til mytteri.

»Jeg er sikker på, at tre mand fra truppen vil tage livet af sig selv, hvis vi sparer så mange spillere, at vi taber en kamp, og jeg er en af dem. Så vil folk gøre oprør og opsige deres kontrakt,« siger Kasper Hvidt.

KIF Kolding København har kun skiftet ud på en væsentlig position op til denne sæson. Kim Andersson er rejst hjem til Sverige og erstattet af russeren Konstantin Igropulo. Det betyder, at klubben allerede har fundamentet på plads.

»Vi har stadig en masse detaljer, der skal finpudses, og så skal vi lære modstanderne at kende. Detaljerne er meget afgørende i de tætte kampe, og det har vi tidligere været dygtige til,« siger Kasper Hvidt.

Vil ligne Dino Zoff

Men tilbage til den særlige dragt, der er designet efter Kasper Hvidts ønske. Inspirationen er hentet hos den italienske fodboldlegende Dino Zoff, den tidligere Barcelona-målvogter David Barrufet samt østeuropæiske landshold fra slutningen af 70’erne.

De havde alle en forkærlighed for meget farvestrålende målmandsdragter.

»Jeg har selv tidligere afskyet dem, men har siden fortrudt, at jeg nægtede at stå i den i min tid i Barcelona. Så nu skal det være. Det siges også, at farven fanger øjet, og derfor kan man syne af mere i målet. Jeg ved ikke, om det har en effekt,« siger Kasper Hvidt.