Fortsæt til indhold
Håndbold

Lasse Boesen sluttede med mesterskab

Den 35-årige bagspiller stopper en flot karriere med endnu et dansk mesterskab.

Lasse Boesen stod med en balje øl, som ved fuldt indtag nok skulle sikre, at morgendagens tømmermænd minder ham om, at han søndag aften vandt det danske mesterskab med sin klub, KIF Kolding København.

Samtidig var det den tidligere landsholdsspillers sidste håndboldkamp i en flot karriere.

I minutterne efter kampen var det dog klart triumfen i DM-finalen, der fyldte hos Boesen.

"Karrierestoppet har jeg kunnet forberede mig på i lang tid. Det blev jo nærmest besluttet for et år siden. Men jeg er enormt glad for, at jeg kunne slutte med et mesterskab. Tilmed i en kamp, hvor jeg viste, at jeg stadig kan være med og bidrage," sagde Lasse Boesen efter kampen.

Karrieren har budt på både ophold i Spanien og Tyskland, men højdepunkt kom, da Boesens hammer af en højrearm blev kendt i hele håndboldverden efter EM-tiumfen i 2008.

Lasse Boesen slipper dog ikke håndbolden, hvor han er udset til en rolle i direktionen. Og det bliver ikke de første dage eller uger, at Boesen kommer til at savne harpiks og sportstape.

"Jeg tænker over det, når vi står her og snakker om det. Men jeg tror ikke, jeg kommer til at savne det i sommerferien, og jeg gør bestemt heller ikke under opstartstræningen i august. Måske når turneringen går i gang igen, men jeg ved det ikke," sagde Lasse Boesen.

I finalen blev det til spilletid i anden halvleg, men Boesen fik ikke skudt sig på måltavlen.

Rollen som topscorer hos de danske mestre gik til Bo Spellerberg, som scorede seks mål i kampen, som Skjern vandt med 21-20. Samlet var Kolding dog aldrig i fare for at smide føringen fra den første finale.