Anja A. holdt spillere fra landshold
<p>Anja Andersen holdt Slagelses talenter væk fra træning med ungdomslandsholdet. Talentchef fik besked på at opfinde årsager til afbud.</p>
»Træning med ungdomslandsholdet? Nej tak, det har mine spillere ikke brug for.«
Det var beskeden fra håndboldtræneren Anja Andersen, da hun stod i spidsen for Slagelse.
Hun forhindrede en håndfuld talenter i at deltage i Team Danmark-samlinger og talenttræning for spillere på de danske ungdomslandshold. Det kommer frem i bogen ”En dronning kom til byen”, der er skrevet af af journalist Dan Philipsen fra Morgenavisen Jyllands-Posten.
For første gang taler en række personer ud om Anja Andersens otte år i Slagelse.
LÆS OGSÅ: Anja Andersen ydmygede spillere
En af dem er Martin Christiansen, der var ansat som talentudviklinschef i Slagelse fra 2003 til 2006.
Find selv en forklaring
I den periode havde klubben flere talenter, som var i bruttotruppen til de danske ungdomslandshold. Men de fik ikke lov til at komme med, når Dansk Håndbold Forbund (DHF) kaldte til træning.
»Anja Andersen havde en ide om, at hun kunne skabe et bedre træningsmiljø end DHF. Derfor skulle spillerne ikke med. Jeg fik besked på at melde afbud, og jeg måtte selv finde på forklaringerne. Jeg kunne eksempelvis sige, at spillerne havde brug for restitution, selvom det ikke var rigtigt,« siger Martin Christiansen til Jyllands-Posten.
LÆS OGSÅ: Anja A. bakkes op af Camilla Andersen
Som chef for talentarbejdet havde han kontakten til landstræneren Heine Eriksen. Derfor var det hans opgave at lyve overfor landstræneren og melde afbud.
»Jeg havde en dårlig smag i munden, fordi jeg ikke fortalte sandheden. Jeg sendte afbud for nogle spillere, som godt kunne have deltaget i de samlinger,« siger Martin Christiansen.
Hvorfor sagde du ikke nej til at lyve?
»Jeg var ansat som lønarbejder og var loyal overfor min arbejdsgiver. Alle gjorde som Anja Andersen sagde,« siger Martin Christiansen.
Et belastet forhold
Efterfølgende er han ked af, at han har været med til at spolere nogle spilleres muligheder for at komme tættere på landsholdet.
»Spillerne kom længere ud i periferien. Anja Andersen havde et belastet forhold til DHF, og spillerne blev fanget i det spil,« mener Martin Christiansen.
Den daværende landstræner Heine Eriksen, som stadig har jobbet, er ikke overrasket over de nye oplysninger.
»Vi havde en mistanke om det med alle disse afbud, men kunne ikke bevise noget. Det var allermest synd for spillerne. De kom ikke med på landsholdet, fordi de ikke dukkede op til træningssamlingerne,« siger Eriksen.
Spillerne, blandt andre målvogteren Isabella Thomsen, blev ikke spurgt, hvad de havde lyst til.
De fulgte Anja Andersens beslutning.
»Der var ingen af de unge spillere, der turde sætte sig op mod Anja Andersen. Er du tosset? Hun formåede at spinde de unge ind i et net omkring sig. De levede i en drøm om at blive stjerner på Anja Andersens hold,« siger Martin Christiansen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anja Andersen, der i dag er ansat som træner i FC København.