Fortsæt til indhold
Håndbold

Faldt med ære – Danmark ude af OL

Kvindelandsholdet i håndbold var tæt på at overgå sig selv, men tabte en helt tæt kamp til de norske verdensmestre med 23-24.

London

Danmarks håndboldkvinder kommer ikke videre i OL-turneringen.

På søndag venter Frankrig i den sidste gruppekamp, men derefter er det afrejse hjem til Danmark.

Det står klart efter det ventede nederlag til Norge på 23-24.

Men danskerne kunne forlade banen med hovedet højt efter en overraskende god kamp mod verdens bedste kvindehold.

På papiret, forstås, for fredag aften så man alle de problemer, som det norske landshold indtil videre har været plaget af i London.

Fantastisk forsvarsspil

Danmark gjorde det svært for Norge med et fantastisk forsvarsspil og en formidabel evne til at stoppe den frygtede, norske kontramaskine.

Spillerne vidste, at det var sidste chance for at holde liv i kvartfinalechancen. Ikke nogen rar viden, når man skal møde Norge, der ikke er blevet besejret af Danmark i en slutrundekamp siden EM-finalen i 2002!

Men danskerne var fremragende. Ikke i kontraspillet eller det etablerede angreb. Det var fremdeles fejlfyldt som et italiensk tog på DSB-skinner. Men forsvaret var oppe og kysse verdensklasse-niveau. Rikke Skov og især Mette Melgaard var umulige at komme forbi for de ellers hurtigt spillende nordmænd.

Thorning som tilskuer

På lægterne var der masser af opbakning. Statsminister Helle Thorning-Schmidt blev den første danske statsminister nogensinde til OL-håndbold og i det modsatte hjørne af Copper Box sad herrelandsholdet. Ikke at de ligefrem lavede bølge og jublede, når deres landsmænd scorede.

Det var lidt ironisk, da Camilla Dalby udlignede til 10-10. Den eneste herrespiller, der klappede, var Bo Spellerberg. Kolding-spilleren, der ikke har meget tilovers for Jan Pytlick efter dennes udskiftning af Spellerbergs kone, Louise.

Hun var nu ikke savnet i den danske opdækning, der på overrumplende var årsagen til en helt lige 1. halvleg. I perioder blev danske fans hensat i den tro, at det måske ville lykkedes med den store sensation. Og tænk, hvis et dansk hold bare én gang kunne stoppe lyden fra de rædselsfulde, meningsløse, usjove kobjælder, som norske tilskuere af uransalige årsager tager med til damehåndbold. De burde forbydes mod lov.

Helt fra snøvsen

Med til at forklare den tætte 1. halvleg skyldes også et norsk landshold helt fra snøvsen. Dette norske hold har vundet alt i de seneste år og råder over en trup uden mangler. Men ved dette OL har de spillet elendigt og favoritrollen er nu pludselig fransk og russisk.

Alle ventede, at Norge ville komme i gang før eller siden. Men en overgang midt i 2. halvleg var der chokerende dansk føring på 18-17. Fire norske mål i træk lavede dog det afgørende hul.

Troede man. Jan Pytlick tog en timeout og 90 sekunder senere stod der 21-21. Igen med en storspillende Ann Grete Nørgaard som hovedpersonen bag. Et kæmpe løft for dette landshold efter tre lunkne kampe i Copper Box.

Til sidst var det helt små ting, der fik kampen til at tippe til norsk side. I et fantastisk drama var det erfarne Karoline Breivang, der 15 sekunder før tid brød igennem og scorede til 24-23. Danmark skulle have mindst det ene point, men Berit Kristensen tabte bolden ud af hænderne, hvorved dansk chance for udligning forsvandt.