Fortsæt til indhold
Håndbold

Vital sejr til Århus Håndbold

Århus Håndbold er fortsat i live i slutspillet efter en sikker sejr på 31-24 over Skjern.

Så blev Skjerns imponerende statistik mod Århus Håndbold brudt. I knap seks år havde holdet ikke tabt til Aarhus-mandskabet, men her til aften løb Jesper Jensen og Co. ind i et nederlag på 24-31, hvor over halvdelens af Århus Håndbolds mål blev sat ind af deres to fløje, Mikkel Ø. Nielsen og Rasmus Nielsen.

Resultatet betyder, at Århus Håndbold med to point efter tre kampe stadig kan nå semifinalen, mens det næsten ser umuligt ud for Skjern, der kun har et enkelt.

Feststemt publikum

Spillet i starten af første halvleg afspejlede meget godt, hvor vigtig kampen var for begge mandskaber. Forsvaret i begge ender var tydeligt fokuserede, stod solidt og gjorde det svært for holdene at fremvise flydende angrebsspil foran det feststemte publikum i NRGi Arena.

Kampen var efter 20 minutter således tæt, men det var hjemmeholdet, som - især takket være en skarp Mikkel Ø. Nielsen på venstrefløjen - var foran 10-9. Men gæsterne er i besiddelse af en bagkæde, der enten er eller har været i kontakt med landsholdet, og Claus Møller Jacobsen viste i det 24. minut, hvorfor han stadig er en klassespiller. Med en elegant maskeret aflevering tippede han bolden over til Skjerns stregspiller, der sikkert bragte sit hold foran 11-10.

Skjerns føring fik træner Erik Veje til at kalde en timeout, og den spiller fra Århus Håndbold, der fik mest ud af den pustepause, var tydeligvis målmand Jan Nielsen. Han diskede umiddelbart efter op med den ene klasseredning efter den anden, og det skabte kontraangreb, der sikrede Vejes tropper en pauseføring på 14-12.

Høj tænding

Anden halvleg bød fra start på ekstra høj tænding fra spillerne, hvilket resulterede i flere to minutters udvisninger. Århus Håndbold fortsatte det effektive spil fra slutningen af første halvleg, og kunne i det 46. minut se resultattavlen vise en komfortabel føring på 23-19. En føring, der kunne have været væsentlig større, hvis det ikke var for imponerende refleksredninger fra Kristian Asmussen i Skjern-målet.

Men Århus’ to fløjspillere Mikkel Ø. Nielsen og Rasmus Nielsen knækkede Asmussen i flere omgange minutterne efter, og deres skarphed var sammen med en god målmand og et godt forsvar medvirkende til en sikker sejr på 31-24, der holder live i Århus Håndbolds drømme om at nå semifinalen.

Århus Håndbold kæmper med Skjern, Team Tvis og AG København om puljens to semifinalepladser. Der resterer tre kampe i puljen.