- Opdateret 04/12/2010 kl. 17:09
Århus Håndbold satte Tvis af i toppen
Århus Håndbold vinder 36-31 over Team Tvis Holstebro i Jack & Jones Ligaen i herrehåndbold.
Kun suveræne AG København har besejret Team Tvis Holstebro i Idrætscenter Vest i denne sæson af mændenes håndboldliga. Indtil i går.
Da rejste Århus Håndbold hjem med en sejr på 36-31, og det understreger, at århusianerne mener det seriøst i denne sæson.
»Jeg bliver mere og mere optimistisk. Vi har en virkelig god ballast på dette hold, og jeg tror på, at vi kan drille nogle af de andre i slutspillet,« pustede Århus Håndbolds Toke Holst efter kampen.
3.000 tilskuere
Som tidligere Holstebro-spiller nød han kampen og sejren, hans sidste i Idrætscenter Vest, da det lokale hold efter nytår skal spille i en nyopført arena med plads til 3.000 tilskuere.
En modig beslutning, da tilskuerne ikke ligefrem strømmer til dansk ligahåndbold alle steder. Heller ikke i Århus, trods klubbens flotte resultater i denne sæson.
»Og det bliver næppe på fredag mod FIF, at vi sætter rekord,« konstaterede Århus Håndbolds direktør Henrik Jacobsen tørt med tanke på, at opgøret spilles en julefrokost-fredag mod rækkens absolutte bundhold.
Sløj Irming
Mod Team Tvis måtte århusianerne tilmed undvære ligatopscorer Kasper Irming i store dele af kampen, da han var sløj. I stedet smed træner Erik Veje Rasmussen Michel Riis i aktion, og han hamrede ni bolde i kassen, godt suppleret af Toke Holst, som blev noteret for seks mål.
På længere sigt kan den århusianske sejrstime give afkast i forhold til flere tilskuere til holdets kampe. Nå op på AG Københavns imponerende tal bliver nok svært.
»Men det er motiverende at se en klub som AG, der går forrest på flere områder. Det skal vi forsøge at leve op til. Men det er ikke sådan, at jeg føler, at AGF er urørlige. På et tidspunkt får de vel også en dårlig dag, måske når de spiller ovre hos os,« lød det fra Toke Holst.
Mens Århus Håndbolds indsats var helstøbt, bar Team Tvis Holstebros spil præg af, at alt for meget skulle afgøres af den serbiske soloartist Petar Nenadic. Han sled sig til 10 træffere, men efterlod i sit kølvand passive holdkammerater.