En kæmpe idiot for 105 kr.

Det er en daglig kamp at skaffe dommere til håndboldkampene uden for eliten i Danmark.

Artiklens øverste billede
Håndbolddommere, der ikke dømmer i divisionerne, tjener blot 105 kr. pr. kamp. Foto: AP

Der bor 1.181.239 mennesker i København. 52 af dem har lyst til at dømme håndbold.

Intet sted i landet er man så hårdt ramt af mangel på håndbolddommere som i hovedstaden. Men det vælter heller ikke med sort/gult-klædte breddedommere i hverken Thisted, Assens eller Næstved.

Et kig ud over Håndbold-Danmark giver ikke noget entydigt billede af udviklingen. Jylland og Sjælland holder sig akkurat kørende, mens der på Fyn og i København er tale om en decideret krise og stor dommermangel.

Fælles for hele landet er imidlertid, at ikke alle kampe bliver dømt. Det sker hver weekend, at landets dommerklubber må meddele en klub, at de selv må dømme en kamp. Det sker oftest i børnehåndbold, men også i voksenkampe på Fyn.

»Vi må ikke få færre dommere end nu. Døm selv-kampene er meget skidt for sporten. Dels forsvinder konkurrencen i kampen, hvis en forælder er dommer. Det koster interessen og i sidste ende aktive håndboldspillere,« siger direktør for Jydsk Håndbold Forbund, Frank Bjerregaard.

I fodbold har man set problemet, når ældre dommere er stoppet. I håndbold er der hul i fødekæden i begge ender af alderstabellen.

De gamle falder fra

»Vi har ikke bare svært ved at finde nye dommere. De gamle falder også fra,« siger Per Rasmussen, der er formand for dommerudvalget i Fyns Håndbold Forbund.

I august skulle 450 fynske breddedommere have deres dommerkort fornyet.

Kun 200 mødte op til seancen, der holdes hvert fjerde år. 250 var dermed tabt på gulvet med det resultat, at 1.500 ud af 3.500 kampe på Fyn gennemføres uden dommere.

I Jylland kan man kun lige holde sig oven vande, men det er på en trist baggrund.

»Der er blevet færre hold at dømme,« fortæller formanden for dommerudvalget i Jydsk Håndbold Forbund, Jens Henriksen.

Ingen kampe i weekenden

En målrettet indsats i klubberne har i de seneste par år fået stoppet den dommerflugt, som man tidligere oplevede i Jylland. Det er i klubberne, at de unge dommere skal kapres. Er de først lokket ind, så melder der sig imidlertid nye problemer. De uerfarne indleder deres dommerkampe i de laveste rækker.

»Det er altså ikke sjovt for en nyuddannet dommer at stå som 20-årig og dømme en serie 3-kamp med 30-35 årige mænd, der har fået bajere dagen før og brokker sig helt vildt,« siger JHF-direktør Frank Bjerregaard, som selv dømmer i ligaen.

Problemet er blevet løst ved hurtigt at sende de nyuddannede dommere op gennem systemet.

Nej til weekend-kampe

Hele tiden med en erfaren dommer som makker, så det aldrig er to grønne dommere, der danner par.

Men så er det, at nye udfordringer melder sig for dommerpåsætterne.

»Vores største problem er, at den nye generation af dommere ikke vil binde sig til at dømme kampe i weekenderne. Det kunne jo være, at der opstod mulighed for at lave noget sjovere om lørdagen. Det er det samme problem igen og igen med dommerne fra 20 til 30 år. Så er det meget nemmere med vores dommere over 40 år. De er opdraget til, at weekenden går med at dømme,« siger den jyske dommerformand Jens Henriksen.

Derfor er det til stor værdi, at det i den seneste tid er lykkedes at lokke fodbolddommere til at skifte årstid og regelbog. Dommerklubberne har ikke gjort noget særligt for at få fodbolddommere i stalden, men de har vist sig særdeles brugbare.

»Fodbolddommere er fremragende håndbolddommere. De er vant til at dømme og de bliver ikke så nemt skræmt væk, for fodbold er endnu hårdere ramt af tilråb fra forældre og trænere,« påpeger Jens Henriksen.

Få penge i jobbet

Der er ikke meget at lokke med, når livet som håndbolddommer skal gøres attraktivt.

De evindelige skældud og alle forpligtelserne er velkendte irritationsmomenter. Økonomisk kan man heller ikke tage fra en serie 2-kamp i Øster Hurup Hallen og direkte på charterferie. Er man ikke divisionsdommer, så ligger der 105 danske kroner og venter ved dommerbordet efter en seniorkamp.

Endnu mindre for en børnekamp. Og så er det fint nok, at dommerpåsætterne kæmper for at overtale dommerne til at dømme mange kampe i weekenden.

Men reglerne gør, at skatteminister Troels Lund Poulsen står klar med sin trækprocent, hvis en dommer tjener mere end 400 kroner på en dag.

Og så er en dommer nede på en indtjening på 60-70 kroner for op mod halvanden time i skærsilden.

»I håndboldens verden er vi dårlige til at sælge os selv til nye dommere. Det handler ikke om penge eller prestige. Vi skal være bedre til at gøre dommerne klart, at det at være dommer er et sundhedstegn, som man kan bruge i sin personlige udvikling og til jobsamtaler,« mener Per Rasmussen, dommerformand på Fyn.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.