Tiden er knap for Kolding
Klubbens revisor har endnu ikke fjernet det forbehold, der forhindrer KIF Kolding i at skrive kontrakter.
Først i sidste øjeblik forventer KIF Kolding at ryge af Dansk Håndbold Forbunds sorte liste.
På torsdag holder storklubben et pressemøde, hvor herre- og dameholdet for næste sæson vil blive præsenteret.
Blandt andet skal landsholdsspilleren Lars Christiansen præsenteres som ny KIF-spiller, mens nøglespillerne Bo Spellerberg og Kasper Søndergaards kontraktforlængelser omsider skal se dagens lys.
Ryger af listen
Alt dette kræver dog, at KIF Kolding ikke optræder på den sorte liste over klubber, der grundet dårlig økonomi ikke må skrive kontrakter.
»Vi ryger af listen dagen før pressemødet,« forventer KIF Koldings direktør Jens Boesen.
Det har han sagt før. Denne gang bliver det imidlertid nødt til at være rigtigt. Drømmetrioen Spellerberg-Søndergaard-Christiansen skal have deres kontrakter effektueret inden 1. juli.
KIF Kolding har været på listen i et halvt år. I december blev der af klubbens revisor tilføjet nogle forbehold på det seneste regnskab, hvorefter KIF kom på den sorte liste.
Den 3. maj fik sydjyderne så en livline, da energiselskabet Tre-For købte for 14 mio. kr. aktier i Koldinghallen, der efter en gave fra Kolding Kommune havnede på KIF-hænder.
Dengang sagde Jens Boesen, at hans klub ville blive pillet af DHF-listen fra 1. juni.
Regningerne er betalt
»Vi har haft masser af andet arbejde i de seneste uger. Men jeg ser det som en formssag, at vores revisor fjerner sine forbehold fra vores regnskab. Han skal bevidne, at vi har betalt alle vores regninger, hvilket vi har. Derudover skal han kunne se, at vi fremadrettet har en bæredygtig økonomi,« siger Jens Boesen.
KIF har været i store økonomiske vanskeligheder. Kreditorlisten har været stor og spillerne har i tre måneder i træk ikke fået deres løn til tiden. På halvandet år har KIF haft over 15 mio. kr. i underskud.
»Det er ikke bare revisoren, men i høj grad også mig, der vil se en ordentlig økonomi. Jeg vil ikke igennem den samme oplevelse én gang til. Det har været det hårdeste år i mit liv, men ingen skal have ondt af mig, for jeg kunne jo bare lade være,« fastslår frontfiguren igennem 26 år i KIF.
Jens Boesen erkender, at især Morgenavisen Jyllands-Postens dækning af KIF-problemerne og forholdet til Kolding Kommune har kostet kræfter.
»Jeg har været ked af dækningen, men det hjælper ikke at blive sur og vred, når der sættes fokus på os. Vi er en offentlig virksomhed, og så må vi forvente, at der er fokus på os,« siger Jens Boesen.
Lars Christiansen har hidtil nægtet at kommentere sit skifte til KIF Kolding.