Dagbog: Anmodning om genmæle

Den blinde fotograf svarer igen på EM-reporterens oppustede ord. Læs dagbog fra EM-lejren.

Artiklens øverste billede

Stavanger



Stop en halv! Nu må der skrides ind mod lystløgneri og lemfældig omgang med sandheden. Selv om man er en lille bitte smule nærsynet og bærer synsfremmende hjælpemidler, kan man jo sagtens læse hr. Dan Philipsens udgydelser, da han strør om sig med store oppustede ord.



Derfor skal jeg hermed i henhold til medieansvarslovens kapitel 6, § 36 til § 40 anmode om genmæle i Morgenavisen JyllandsPosten:



Det skal heri én gang for alle slås fast, at jeg kun bruger linsestyrke -7,5 på højre øje. Det venstre er nogenlunde normalt seende (-7), og samlet set er mit synshandicap lig nul, da jeg hver morgen isætter linser - når jeg kan finde dem.

Han er trængt



Ligeledes bør grunden til denne hr Philipsens mindreværd også frem i lyset. Han føler sig trængt, gør han. Han aner en ikke så fjern fremtid uden plads til folk af hans slags.



Hvem orker at læse hans udgydelser dagen efter en kamp, når netavisen kort efter sidste skud myldrer med knivskarpe fotos garneret med en elegant lydside, hvor såvel vor smukke nationalmelodi samt spillerkommentarer indgår?



Selv om denne Dan er så udannet at bede kontrollørerne i Drammenshallen obstruere hans EGEN kollega, får jeg usvigeligt sikkert listet mig ind i Mixed Zone med min lille digitale båndoptager for at sikre lydsiden.



Hans båndoptager kører i øvrigt med noget så oldnordisk som kassettebånd. Han er kort sagt lysår bagud!

Kult på den ufede måde



Forleden øjnede han så chancen for at promovere sig selv, da han for første gang skulle fremtone på fremtidens helt store medie - jp.tv. Hvad skete?



Han havde ikke sovet hele natten, og det kunne ses!



»Dunallergi«, pippede han. Jamen, så må knægten jo lære at barbere sig.



Næ, jp's seere var i chok, og indslaget er desværre allerede blevet kult på den ufede måde. Se det endelig! Linket er her:

Læg venligst mærke til den fine kameraføring.





Det er fremtiden



Jo, undertegnede er blevet flermediel, og blandt vore bævende kolleger fra andre danske medier bliver der hvisket en del hen over vaflerne. »CRABtv er fremtiden! Hvad gør vi?«



De skulle bare vide, hvad der venter her i Stavanger.



Det er ikke utænkeligt, at Dan i mellemrunden vil tone frem på skærmen op til FLERE DAGE I TRÆK!!

Kæmpekrabber i fuldt ottespring



Det eneste, der kan forhindre det, er faktisk, at jeg af miljøministeren er blevet bedt om at forhindre en større naturkatastrofe og dermed får svinetravlt.



Alle ved, at russiske kæmpekrabber er i fuldt ottespring på vej ned langs den norske kyst, og hvis ikke der bliver sat ind, vil de nå Danmark i badesæsonen.



Rolig nu, Connie! Jeg er det perfekte krabbeskræmsel, og jeg stiller mig gerne til rådighed for vort land - med opsmøgede bukseben i Atlanten. Kanske Boldsen vil hjælpe.



Skulle enkelte af disse monstre smutte uden om opdækningen og nå helt til de smukke danske strande, er der kun ét at gøre:



Kryb ind i teltet, lyn ned og tænd for CRABtv!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen