Hans Lindberg stopper karrieren og bliver sportschef i HØJ
44-årige Hans Lindberg har valgt at indstille sin karriere, der blandt andet tæller 308 landskampe.
Efter to sæsoner i barndomsklubben HØJ Elite som afslutningen på en glorværdig karriere sætter Hans Lindberg håndboldskoene på hylden.
Han bliver i stedet sportschef for HØJ’s herrehold, skriver klubben på sin hjemmeside.
- Det er det helt rigtige tidspunkt for mig at stoppe på og prøve kræfter med en ny udfordring. Jeg er glad for og stolt af den karriere, jeg har haft, og jeg er taknemmelig for alle de mange store oplevelser, jeg har fået.
- Jeg har prøvet og opnået mere, end jeg nogensinde havde drømt om, og jeg vil gerne takke alle, som har hjulpet og støttet mig både på og uden for banen, siger Hans Lindberg.
Lindbergs omfattende cv tæller blandt andet 308 kampe og 809 mål for det danske landshold, som han vandt OL, to gange VM og to gange EM med.
I klubkarrieren spillede han for HSV og Füchse Berlin i den tyske Bundesliga og scorede i 500 kampe 3114 mål, hvilket fortsat er rekord for ligaen.
Som sportschef får han både kommercielle og sportslige opgaver på sit bord.
- Hans har jo allerede hjulpet os lidt, siden han kom til klubben, i forhold til at hente spillere - for eksempel Hampus Wanne.
- Men nu indtræder han formelt i en rolle som sportschef, hvor han med sit store netværk, gode navn og kendskab til håndboldens verden vil blive en absolut nøglefigur i den fortsatte udvikling af vores klub, siger HØJ-direktør Lars Vinther.
Lindberg hjalp i sin første sæson efter hjemkomsten HØJ op i den bedste række.
Her sluttede holdet som nummer 13 af 14 i grundspillet og sidst i nedrykningsspillet, og efter tre playoffkampe mod KIF Kolding går turen nu igen ned i den næstbedste række.