Nu bliver det rigtig sjovt: Håndboldkvinderne ruller videre og er klar til ny semifinale

WIEN

Det er ikke mange år siden, at deltagelse i en medaljekamp var noget ganske særligt for de danske håndboldkvinder.

Det er det ikke længere.

Nu er det derimod forventet, at Jesper Jensens mandskab altid slutter blandt de fire bedste hold ved en slutrunde. Alt andet er en skuffelse, ja, nogle vil måske svinge sig op til at tale om en fiasko.

Større ros får håndboldkvinderne ikke.

Heller ikke Holland formåede at besejre Danmark, der i onsdagens altafgørende mellemrundekamp stort set var foran fra start til slut. Det kan holdet særligt takke Anna Kristensen for.

Målvogteren var fremragende i sejren på 30-26, der sikrede Danmark en plads i fredagens EM-semifinale. Den sjette semifinale i træk ved en slutrunde.

På fredag venter Frankrig. Et af verdens to bedste landshold. Et hold, der kun har tabt én af sine seneste 30 betydningsfulde landskampe. Det er også fem år siden, at Danmark senest har slået franskmændene.

Hvordan Frankrig skal besejres, skal Jensen og co. finde ud af, men først og fremmest skal holdet naturligvis glæde sig over præstationen mod Holland.

En præstation, der også skal ses i lyset af de grimme uheld, der har ramt landsholdet de seneste døgn.

Hjemsendelserne af Althea Reinhardt (hjernerystelse) og Sarah Iversen (korsbåndsskade) borede sig selvfølgelig ind i hjerterne på de øvrige spillere på hotellet i udkanten af Wien.

Alt andet ville også være underligt. Landsholdsspillerne er jo ikke bare kolleger. Flere af dem er nære venner, der træner, spiller, rejser og bor sammen – og har gjort det i årevis.

Hvem kan sige sig fri fra at blive påvirket, hvis man med egne øjne ser en mangeårig kammerat pludselig få knust sin drøm?

Ikke desto mindre er det netop vilkårene, det er hele elitesportens præmis at overkomme udfordringer på bedre vis end modstanderne. At rejse sig op og slå tilbage. Uanset omstændighederne.

Betyder det, at det er nemt at parkere selvmedlidenheden og alle undskyldningerne? Nej, slet ikke – og heldigvis. Det er præcis det, der gør elitesport universelt og let at holde af. En god historie om at sejre på trods, det kan alle lide.

Retfærdigvis var der onsdag aften ikke tale om decideret dansk heltepræstation. Danmark er bedre end Holland og har i 2024 vundet to af tre indbyrdes kampe. Blandt andet ved OL i sommer.

Favoritrollen tog Danmark også på sig og leverede fra start. Helt som ventet sørgede særligt Anna Kristensen for brede danske smil. Hun placerer sig sjældent forkert i målet. Læser skytterne med den største naturlighed og redder boldene roligt og elegant.

Målvogteren lod sig ramme fra alverdens vinkler, og det medvirkede til en dansk tremålsføring efter et kvarter. Endnu engang kunne Jesper Jensen dog ærgre sig over, at føringen ikke var større. Endnu engang blev lidt for store muligheder misbrugt.

Det var bittert – særligt fordi angrebsspillet langt hen ad vejen fungerede glimrende. Helena Elver, Anne Mette Hansen og Michala Møller var angrebsivrige i bagkæden, og Trine Østergaard scorede på det hele fra fløjen.

Men den største udfordring for Danmark var dog hollandske Dione Housheer. En vildbasse af en verdensklassespiller. Altid ivrig, altid i duel, altid på vej til at lave ravage i ethvert forsvar.

Housheers assists samt syv mål på syv forsøg sikrede, at Holland blot var bagud med to scoringer ved pausen.

Afstanden blev dog større, som anden halvleg skred frem. Anna Kristensen var selvfølgelig dygtig, og Anne Mette Hansen og Helena Elver blev ved med at kaste deres kroppe ind i rum, der ikke fandtes. Selvopofrelsen gav både scoringer og straffekast.

Foran med fire mål – med uafgjort som et acceptabelt resultat – var Danmark i nogenlunde kontrol, og så var det op til hollænderne at overraskede det sidste kvarter. Det formåede de ikke.

Spænding var der aldrig tale om. Dermed snuppede Danmark den sjette sejr af syv mulige ved EM og skal nu igen spille slutrundens sjoveste kampe.