Kort lunte og dårlig samvittighed: Dét vinkede Jesper Jensen farvel til, da han ændrede sit liv, men han er ikke blevet gladere
Nogle vil helst snøre løbeskoene og sprinte sig gennem tilværelsen. Andre trives bedst med fødderne oppe. For landstræner Jesper Jensen var det nødvendigt at justere tempoet i sit liv, men omvæltningen har ikke været problemfri.
WIEN
En af mine tidligere chefer minder mig om håndboldlandstræneren Jesper Jensen.
Han, altså min tidligere chef, stod tit op ved femtiden for at cykle eller gå en rask tur. Endda helt uden at prale på Instagram.
I bilen på vej til arbejde insisterede han på at gøre sig klogere på verden med lydbøger om efterkrigstiden eller klimakrisen. Ingen tid at spilde på popmusik eller sniksnak-podcasts.
Han skippede gerne frokosten i kantinen for at udnytte arbejdstimerne, for han skulle nå hjem til de tre unger og de frivillige opgaver i den lokale fodboldklub. Nogen skal jo kridte banerne op.
Jesper Jensen virker til at have samme energiniveau. Samme vision og kontrol.
Han hader at spilde sin tid. Gider ikke at se lange tv-serier blot for underholdningens skyld. Kludrer dine snørebånd, river det i ham for at prøve at løsne knuden. Videre. Fremad.
Lige præcis derfor er Jesper Jensens tilværelse blevet ekstra interessant over de seneste måneder. Og det er ikke kun for det gode, erkender han.