Under et tårevædet telefonopkald i et baglokale gav det hele pludselig mening for Simon Pytlick
Det går sjældent helt galt, hvis man er tro mod egne ambitioner og værdier. Men det kan gøre livet mere bumlet. Det ved VM-håndboldstjernen Simon Pytlick, der i troen på sig selv har kæmpet med både gymnasielærere og tæskehold fra Tyskland.
Der sidder en mand i bare tæer på en bænk i en slidt træningshal.
Hans bluse lugter af sved, harpiks og drengedrømme. Han har pjusket hår, skægstubbe og tusindvis af rodede tanker om det liv, han altid har stræbt efter at leve, men som han nu glemmer at nyde.
Simon Pytlick, hedder han, og for en håndfuld år siden var han en udfordret gymnasieelev med højt fravær og lave karakterer.
Han forstod hverken matematikopgaverne eller lærernes forsøg på at hjælpe ham. Det var ikke besværet værd med alle de personlige samtaler, tænkte han.
For hvad skulle han dog bruge integralregning til, når han en dag blev professionel håndboldspiller?