Fortsæt til indhold
Håndbold

Pludselig vendte Danmark alt på hovedet: Nu er håndboldkvinderne klar til medaljekampe

For første gang i 20 år skal de danske håndboldkvinder spille med om medaljerne ved OL. Holland blev besejret med fire mål i kvartfinalen i Lille.

De vandt OL-guld i 1996, 2000 og 2004.

Sker det også i 2024? Tja, det må de kommende dage afsløre, men de danske håndboldkvinder har i hvert fald givet sig selv muligheden for at levere et rigtig stort resultat ved De Olympiske Lege i Frankrig.

Det var der ellers ikke meget, der tydede på efter de første 20 af kvartfinalens 60 minutter. Men så er det rart, at store comeback ikke er ulovlige i elitesport.

Anført af en overlegen Althea Reinhardt viste Danmark karakter og satte Holland på plads. Det gav en sejr på 29-25 og et avancement til torsdagens semifinale mod enten Norge eller Brasilien.

Eller sagt med andre ord skal de danske håndboldkvinder for første gang i 20 år spille om medaljer ved OL.

Kvartfinalen var den første – men ikke den sidste – kamp på det ombyggede fodboldstadion i Lille for de danske håndboldkvinder.

Efter gruppekampene i Paris er hele OL’s håndboldkaravane rykket et par timer nordpå, og det gælder selvsagt også de to danske landshold.

Centrum for de afgørende kampe er Stade Pierre Mauroy, der har plads til 27.000 tilskuere. Det hed sig, at 20.000 billetter var solgt til håndboldkvindernes usædvanlige morgenkamp – og langt de fleste billetter tilhørte orangeklædte hollændere.

De sørgede for en varm stemning på det halvkolde fodboldstadion, og de gav fra første sekund deres nationale håndboldhelte motivation og gejst. Det tog de hollandske spillere til sig.

De indledte med muskler og mod, mens danskerne indledte usikkert og urutineret. Derfor tog Holland en hurtig firemålsføring, og det er i sig selv ikke problematisk eller ildevarslende. Fire mål er ingenting i håndbold.

Men det var i højere grad følelsen, fornemmelsen, nerven, der bekymrede. Danmark lignede et halvpresset hold. Tre store afbrændere, to tekniske brølere og én dum udvisning efter blot en håndfuld minutter.

Særligt det danske angreb var uden den nødvendige effektivitet. Sådan har det været i flere kampe ved OL. Godt 25 scoringer i snit per kamp i gruppespillet er ikke overvældende som forsvarende EM-sølv- og VM-bronzevindere.

Bortset fra Anne Mette Hansen havde danskerne vanskeligt ved at vinde de direkte dueller, og derfor endte angrebene for tit i tilfældige, individuelle forsøg. Nogle gange lykkedes det, andre gange ikke, men seks scoringer på 20 minutter dufter i hvert fald ikke af OL-medaljekampe.

Var presset for stort? Blev danskerne kyst? Eller skulle holdet blot tilpasse sig i en urytmisk kvartfinale i nye omgivelser?

Via bl.a. stærkt stregspil knoklede Danmark sig i hvert fald tilbage i kampen. Forsvaret arbejdede forbilledligt for Althea Reinhardt, der tog sig kærligt af alle kvalitetsløse afslutninger. Flere af dem kom fra en dansktalende hollænder.

Hollands største stjerne, Estavana Polman, brød sig tydeligvis ikke om behandlingen af et hårdt, men fair dansk hold.

Polman var i årevis omdrejningspunktet i Team Esbjerg, inden hun i 2022 forlod klubben i uvenskab med bl.a. træner Jesper Jensen. Striden med Polman kostede Jensen mange timers nattesøvn, og det tidligere makkerpar ser ikke ud til at have fundet hinanden igen. Før opvarmningen stod de i hvert fald få meter fra hinanden på halgulvet uden at hilse.

Venskab eller ej, Polman kunne intet stille op over for et dansk hold, der midtvejs i kampen pludselig vendte alt på hovedet.

Pludselig kom Mie Højlund blæsende uden bekymringer. Pludselig scorede Anne Mette Hansen på et teknisk lob på straffekast. Pludselig fik Emma Friis plads til at løbe kontra.

Danmark var i flow og fart, og på knap 13 minutter scorede holdet otte gange i træk. Althea Reinhardt og co. vendte 7-10 til 15-10, og så kunne selv rolige Jesper Jensen ikke lade være med at knytte næver og storsmile.

Althea Reinhardt var en af Danmarks bedste. Foto: Jens Dresling

Hans mandskab holdt fast i føringen i anden halvleg, selvom hollænderne i flere omgange kom tæt på. Men aldrig var der for alvor spænding om sejren.

Dels fordi Kristina Jørgensen stod for flere forløsende scoringer. Dels fordi Althea Reinhardt spillede med ambitioner om mere end en kvartfinale.

Målmanden var fremragende og skal nu spille semifinale på torsdag.