Fortsæt til indhold
Håndbold

Skadede danske forsvarsprofiler skiftes ud af OL-trup

Magnus Saugstrup og Simon Hald skiftes på grund af skader ud af den danske OL-trup, men kan komme tilbage.

/ritzau/

Håndboldherrernes forsvar må undvære to meget centrale spillere i de kommende kampe ved OL.

Magnus Saugstrup og Simon Hald er således på grund af skader blevet skiftet ud af truppen. Det skriver DanskHåndbold på sin hjemmeside. De erstattes i truppen af Lasse Andersson og Lukas Jørgensen.

Saugstrup og Hald kan godt blive skiftet ind i OL-truppen igen.

Begge stregspillere - og forsvarsprofiler - blev skadet i mandagens sejr over Egypten. Magnus Saugstrup skadede sin ankel, mens Simon Hald fik en forstrækning i baglåret.

- Værst ser det nok ud for Simon, som er ude i hvert fald i en uge og måske lidt mere, siger landstræner Nikolaj Jacobsen på DanskHåndbolds hjemmeside.

- Det må vi se, hvor hurtigt han heler. Saugstrup har vi en forhåbning om kan komme ind i turneringen igen senere i gruppespillet.

Mens to stregspillere udgår af den danske trup, kommer én stregspiller og en bagspiller ind.

Det får betydning for Danmarks taktiske muligheder, siger Nikolaj Jacobsen.

- Det er klart, det giver os nogle udfordringer i første omgang mod Argentina. Lukas kan godt gå ind og erstatte Simon til en vis grad. Det er langt værre at skulle erstatte Saugstrup, siger landstræneren.

På et pressemøde i OL-byen uddyber han.

- Hvis det er noget, der varer i resten af turneringen, så bliver det et kæmpeproblem for os.

Danmark møder Argentina onsdag klokken 21.