Fortsæt til indhold
Håndbold

Er guldet reserveret til Danmark? Mathias Gidsel vil ikke hoppe med på TV 2's leg, som Mikkel Hansen kalder respektløs

De danske håndboldherrer er så store EM-guldfavoritter, at et tv-reklamespot driller konkurrenterne med, at kun andenpladsen er i spil. Men reklamen bærer en større pointe med sig.

Enhver med blot minimal humoristisk sans forstår den kække reklame, der ruller på TV 2 i øjeblikket.

Her ses en række udenlandske håndboldlandstrænere give deres spillere en peptalk under en timeout.

»Forestil jer, hvor stolte jeres mødre bliver, hvis I vender hjem som nummer to,« siger en af dem.

»Sølv er jo egentlig pænere end guld, synes I ikke?« lyder det fra en anden.

Trænernes ord er selvfølgelig bevidst oversat forkert, og underdanigheden udpensles kort efter:

»Guldet er reserveret« står der med store, hvide bogstaver, inden der vises klip af Landin, Gidsel, Lauge og de øvrige tredobbelte danske verdensmestre.

En drillende reklame for det forestående EM i herrehåndbold i Tyskland, der har Nikolaj Jacobsens landshold som storfavorit. Sådan må det være, når man har vundet fem medaljer ved OL, VM og EM på fem år.

Men reklamen bærer en større pointe med sig. Om danskhed og selvforståelse, mener en håndboldhistoriker. Og så prikker budskabet til flere af landsholdsstjernerne.