Aalborgs danske stjerner trådte i karakter mod GOG
Aalborg Håndbold vandt sikkert med 33-23 på udebane mod GOG og topper ligaen efter seks runder.
Bedømmer man ud fra lørdagens topbrag, ligner Aalborg Håndbold et godt bud på et mesterhold, når herrernes håndboldliga skal afgøres til sommer.
Udeholdet har indtil videre været urørlige i denne ligasæson, og heller ikke de seneste to års mester fra GOG formåede at true den aalborgensiske målmaskine, der tog en sikker sejr i fjendens hule på 33-23.
GOG og Aalborg har kørt parløb i de seneste fem år og fordelt mesterskaberne imellem sig. Tre til Aalborg og to til GOG. Men det er de gulklædte fra Gudme, der har nuppet de to seneste mesterskaber for næsen af storsatsende Aalborg efter to brag af nogle finaleserier.
Undervejs har de to klubber givet tilhængerne store brag, og det lignede også et stykke hen ad vejen, at det indbyrdes opgør lørdag skulle blive endnu et tæt et af slagsen efter en smal Aalborg-føring på 14-13 ved pause.
Velsmurt målmaskine
Men så skruede udeholdet et alvorligt nøk op for tempoet. Inden denne sæson er profiler som Niklas Landin, Simon Hald og Aleks Vlah kommet til, og især landsholdsmålmand Niklas Landin tog fra i målet med flere store redninger. Blot 10 mål indkasserede aalborgenserne i anden halvleg, og samtidig viste profiler som Mikkel Hansen og Mads Hoxer storspil med henholdsvis otte og ni mål i angrebet.
GOG-bænken prøvede at tage affære undervejs, men det var allerede for sent. Og som flere andre hold tidligere i sæsonen har oplevet, er denne sæsons udgave af Aalborg Håndbold ikke til at stoppe, når den først kommer i gang.
I ligasammenhæng er Aalborg ikke gået fra banen uden at score under 32 mål. Det skete heller ikke mod GOG. Og som de fleste håndboldsagkyndige vil vide, er det at lave over 32 mål i en håndboldkamp et glimrende fundament for at vinde, når man samtidig har en af verdens bedste stående mellem stængerne.
Små 10 minutter inde i anden halvleg havde udeholdet etableret en femmålsføring, og den stod ikke til at hente. Aalborg fortsatte med at trykke på og etablerede en timålsføring, før de to mandskaber mod slutningen byttede kosmetiske mål.
GOG måtte give fortabt, mens Aalborg Håndbold fortsætter kursen mod mesterskabet med maksimumpoint efter seks kampe.