Team Esbjerg får hård ungarsk modstand i Final 4
Anne Mette Hansen og resten af Györ-mandskabet venter, når Team Esbjerg spiller Final 4 i juni.
Team Esbjerg får hård ungarsk modstand, når håndboldklubben i begyndelsen af juni er med i Champions Leagues Final 4 i Budapest.
I semifinalen venter således storklubben Györ. Det står klart, efter at Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) tirsdag har trukket lod.
Den ungarske klub har et ganske markant dansk islæt. Landsholdsspilleren Anne Mette Hansen er således anfører i klubben.
Györ var også i Final 4 sidste år, men her blev klubben i semifinalen standset af Brest, som senere tabte finalen til norske Vipers Kristiansand.
Netop Vipers er også med i dette års Final 4, hvor klubben i semifinalen skal møde franske Metz, som har danske Louise Burgaard i truppen.
Hvis Team Esbjerg skal have mulighed for at møde enten Vipers eller Metz i finalen, så kræver det altså en sejr over Györ, og det bliver slet ikke så nemt.
Klubben er en mastodont på det europæiske håndboldlandkort og har et hav af store profiler. Før coronapandemien satte en stopper for håndbolden i 2020, vandt Györ Champions League tre gange i træk fra 2017 til 2019.
Team Esbjerg har været stærke i denne sæsons Champions League og eliminerede i kvartfinalen CSM Bucuresti.
Det er første gang siden 2014, at Danmark er repræsenteret ved Final 4 på kvindernes side. Dengang var det FC Midtjylland, der nåede finaleweekenden i Champions League.
/ritzau/