Team Esbjerg vinder samlet over frygtindgydende rumænere og sikrer historisk resultat

Team Esbjerg leverede et stort resultat, da holdet søndag eftermiddag spillede uafgjort 27-27 mod CSM Bucuresti i den anden Champions League-kvartfinale og dermed sikrede sig en samlet sejr og en plads ved Final 4-stævnet – for første gang i klubbens historie.

Artiklens øverste billede
Rikke Poulsen og Team Esbjerg er i Champions Leagues Final 4. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

En af de største kampe i klubbens historie og en afgørende kamp for dansk kvindehåndbold. Med disse tanker i baghovedet trådte Team Esbjerg-spillerne ind på hjemmebanen i Esbjerg til det andet Champions League-kvartfinaleopgør mod rumænske CSM Bucuresti.

Team Esbjerg havde med en 26-25-sejr i den første kvartfinale sikret sig et godt udgangspunkt inden kampen, som kunne sende holdet videre til Champions Leagues prestigefyldte Final 4-stævne i juni. Hvis Esbjerg formåede at vinde samlet over rumænerne i de to opgør, ville det være første gang i klubbens historie, at holdet kvalificerer sig til semifinalerne. Samtidig ville det give omverdenen et vigtigt vink om, at dansk kvindehåndbold er tilbage i toppen af international håndbold.

Vestjyderne formåede at stå for presset, og efter 60 minutters intens, rodet og ikke specielt smuk håndbold i en kogende arena i Esbjerg kunne spillerne begejstret løfte hænderne i vejret i stor jubel. Kampen endte 27-27, og dermed snuppede Esbjerg billetten til Final 4 som samlet vinder af de to kvartfinaleopgør.

Nervøs første halvleg

Bucuresti startede kampen bedst og kom foran 1-0 efter tre minutters spil. Kampens betydning satte tydeligvis sit præg på begge hold, der fumlede med bolden og lavede flere tekniske fejl end vanligt. Begge hold kæmpede også med at finde dommerlinjen, og i løbet af de første fem minutter indkasserede både Esbjerg-profilen Henny Reistad og to Bucuresti-spillere en udvisning.

Esbjerg-spillerne udnyttede overtallet, og efter knap otte minutters spil kunne norske Kristine Breistøl bringe hjemmeholdet foran 4-2. Målene var få i kampens indledning, og tændingen i forsvaret høj, ikke mindst bakket op af hjemmepublikummet, der gjorde, hvad det kunne, for at matche de rumænske tilskueres overvældende lydkulisse fra det første kvartfinaleopgør.

Efter knap 11 minutters spil kunne Bucurestis Cristina Neagu bringe udeholdet foran 4-3, og samtidig havde Esbjergs højreside problemer med at finde netmaskerne. Både højrehåndede Kaja Kamp – der vikarierer på positionen højrefløj for det skadede førstevalg Marit Rösberg Jakobsen – og Mette Tranborg brændte flere oplagte scoringsmuligheder.

Det gav udeholdet muligheden for at slå et hul, og efter knap 20 minutters spil kunne stjernespilleren Cristina Neagu hamre bolden i kassen til en 9-6-føring til Bucuresti. Team Esbjerg havde inden kampen fokus på at få stoppet netop Neagu, der er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller fire gange, og som scorede ni mål i det første kvartfinaleopgør, men det lykkedes ikke.

Desuden havde Esbjerg endnu ikke fået gang i hverken angrebsspillet eller de præcise afleveringer. Flere gange havde hjemmeholdet muligheder i kontrafasen, men Esbjerg-spillerne – anført af 23-årige Henny Reistad, der lignede en skygge af sig selv i første halvleg – sjuskede og smed bolden væk.

Men Team Esbjerg holdt fast og lod ikke rumænerne stikke af for alvor. Kristine Breistøl viste storspil, og uden chance for den rumænske målmand scorede hun sit fjerde mål efter knap 20 minutters spil og reducerede til stillingen 7-9.

Kort inden pausen havde rumænerne mulighed for at øge føringen til tre mål. Bucuresti greb dog ikke muligheden, og dermed kunne Team Esbjerg gå til pause bagud 12-14.

Esbjerg-spillerne viste klasse

Kort inde i anden halvleg fik Henny Reistad endelig gang i skudarmen, og så var Esbjerg kun bagud med et enkelt mål. I angrebet efter viste hun stort overblik og spillede sin landsmand Vilde Mortensen Ingstad fri på stregen, der med et elegant lob kunne udligne til 15-15.

Team Esbjerg fik fra anden halvlegs begyndelse bedre gang i angrebsspillet, og Kristine Breistøl fortsatte med at storspille. Endelig fik også Mette Tranborg hul på scoringerne og kunne udligne til 19-19 for hjemmeholdet. Det tegnede altså til at blive endnu en tæt kamp mellem de to hold, der møder hinanden for fjerde gang i sæsonen og har for vane at levere særdeles tætte opgør. Med et kvarter igen kunne Kristine Breistøl score sit ottende mål på ni forsøg og bringe hjemmeholdet foran 20-19 til stor jubel for både Esbjerg-spillerne og hjemmepublikummet.

Samtidig havde Dinah Eckerle erstattet en sløjt spillende Rikke Poulsen i Esbjerg-målet, og det gav problemer for Bucuresti. Den tyske målmand var oppe på redningsprocenter over de 50, og det gav et boost til angrebsspillet; pludselig kunne Vilde Mortensen Ingstad bringe hjemmeholdet foran 22-20 efter 48 minutters spil.

Nu var det op til Esbjerg-spillerne at holde fast i momentum i kampens afgørelse. Her stemplede Henny Reistad for alvor ind, og også den danske landsholdsspiller Michala Møller kunne sætte en forløsende scoring ind til 27-24 med fire minutter igen.

Bucuresti reducerede i sidste sekund til 27-27, men det var formaliteter, eftersom Esbjerg vandt første kamp med et enkelt mål. Final 4-pladsen og et historisk resultat var en realitet.

Resultatet var tiltrængt for dansk kvindehåndbold – den seneste gang, et dansk hold er nået så langt i Champions League-turneringen, var i 2014, da Herning-Ikast Håndbold (dengang under navnet FC Midtjylland) blev nummer fire i turneringen.

Udover Team Esbjerg har ungarske Györ, franske Metz og de forsvarende Champions League-mestre fra Kristiansand kvalificeret sig til Final 4-stævnet, der spilles i Budapest den 4. og 5. juni. I 2020 var Team Esbjerg ligeledes kvalificeret til kvartfinalerne, men dengang satte coronapandemien en stopper for turneringen.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.