Aalborg Håndbold fik revanche og spillede sig i pokalfinale
Med en overbevisende sejr på 34-25 over Mors-Thy er Aalborg Håndbold klar til søndagens pokalfinale.
I sidste sæson lavede Mors-Thy en mindre sensation, da det lykkedes at slå Aalborg Håndbold i pokalfinalen.
Lørdag var der så revanchekamp, da de to hold mødtes i semifinalen ved dette års Final 4-stævne i pokalturneringen, der formelt hedder Santander Cup.
Men her kunne Mors-Thy ikke stille ret meget op imod aalborgenserne, som med en sejr på 34-25 i Jyske Bank Boxen i Herning fik hævn og derfor skal spille finale søndag.
Det bliver mod enten Bjerringbro-Silkeborg eller GOG, som mødes senere lørdag i samme hal.
- Nederlaget til dem sidste år har gjort ondt i lang tid, så vi var meget sultne efter at få revanche, siger Aalborg-træner Stefan Madsen efter sejren.
- Langt hen ad vejen har vi flere ressourcer end Mors-Thy, så det tempo, kampen kom op i, faldt ud til vores fordel.
Aalborg kom bedst ud af startboksen og fik etableret en lille føring. Efter et kvarter stod der 8-5 til sidste års pokalfinaletabere.
Mors-Thy holdt sig i første omgang til, blandt andet takket være en velspillende Erik Thorsteinsen Toft, der scorede sit tredje mål, da han fra distancen bragede bolden op i toppen af målet til 6-8.
Rasmus Henriksen i målet viste sig også flot frem, men det var altså ikke nok til at holde styr på Aalborgs mange profiler. Frem mod pausen skruede de op for niveauet, så der stod 17-12 efter de første 30 minutter.
Starten på anden halvleg var ikke opmuntrende for Mors-Thy, og træner Niels Agesen trykkede allerede efter otte minutter på timeout-knappen, efter at Aalborg havde øget sit forspring til otte ved 22-14.
Men peptalken til nordvestjyderne hjalp ikke synderligt. Aalborg var bare bedst. Med lidt over ti minutter tilbage gjorde Rene Antonsen det til 28-19, og så var kampen så godt som afgjort.
Mors-Thy-profilen Mads Hoxer anerkender, at Aalborg bare var bedst på dagen.
- Vi er egentlig ok tilfreds med vores indsats. Vi blev straffet for de fejl, vi lavede, men det vidste vi godt ville ske mod Aalborg.
- Kampen blev nærmest afgjort efter 20 minutter, hvor vi smed tre-fire bolde væk, og de hurtigt scorede tre-fire mål. De kom foran med seks, og der knækkede den lidt for os, siger Hoxer, som fra næste sæson skal tørne ud for netop Aalborg.