Fortsæt til indhold
Håndbold

Saugstrup har erobret stregen: Har vist mit værd

Med sine evner i begge ender af banen er stregspilleren Magnus Saugstrup blevet førstevalg på landsholdet.

/ritzau/

Han kan slås, han kan løbe hurtigt, og han kan afslutte med stor præcision.

Meget mere kan man ikke forlange af en stregspiller, og derfor har 25-årige Magnus Saugstrup efterhånden sat sig tungt på pladsen i landstræner Nikolaj Jacobsens startopstilling på det danske håndboldlandshold.

- Han er ekstremt vigtig, understreger landstræneren.

- Magnus har haft en opadgående kurve, siden han kom med. Han bliver bedre og bedre og er en stor pille i vores forsvar. Både sammen med Henrik Møllgaard, men også sammen med Simon Hald.

- Jeg synes, at han udvikler sig i den anden ende, så der kommer mere og mere screeningsspil ind i det. Han er en utroligt afslutningssikker streg og ret hurtig fremme på banen, siger han.

Nikolaj Jacobsen har da stort set heller ikke nænnet at sætte nordjyden på bænken ved EM, hvor Saugstrup i gennemsnit har spillet 50 minutter i de to første kampe.

Kun Niklas Landin har spillet flere minutter på det danske hold.

- Magnus arbejder sig stille og roligt hen mod at blive mere komplet. Der er stadig udviklingsmuligheder, men han er heldigvis ikke så gammel, så der er mange gode år i ham endnu, siger Jacobsen.

Den tidligere Aalborg-spiller, der i sommer skiftede til tyske Magdeburg, fik sin slutrundedebut ved det skuffende danske EM for to år siden.

Dertil kom deltagelser ved VM og OL, og nu er han i gang med sin fjerde slutrunde i den røde landsholdstrøje.

- Det sidste halvandet år er der sket rigtig meget på landsholdet. Jeg har fået mere spilletid og tillid. Det er jeg enormt glad for. Jeg synes også, at jeg har vist, jeg kan være med, mener han.

For den 105 kilo tunge stregspiller handler det dybest set om at stå det rigtige sted i angrebet, når profiler som Mikkel Hansen, Rasmus Lauge og Mathias Gidsel finder hullerne, forklarer han.

- Det bliver bare nemmere, når man har en bagkæde i verdensklasse, der kan ligge og fodre på kryds og tværs, og som enkeltvis kan binde halvanden mand. Så er det bare at spille overtal, og der vælger de som oftest rigtigt, siger han.

Saugstrup og Danmark møder mandag aften Nordmakedonien i den sidste gruppekamp i Debrecen.