Stærk dansk VM-duo giver trænerne hovedbrud før kvartfinale
Både Sandra Toft og Althea Reinhardt er på toppen ved VM, men der er kun plads til én i startopstillingen.
Det kan aldrig være en ulempe at have gode spillere at vælge imellem til en position på et håndboldhold. Men det kan være svært at vælge og dermed samtidig vælge én fra.
Sådan er det lige nu, når den danske trænerstab skal udpege en målvogter til kampene ved VM i kvindehåndbold.
Både Sandra Toft og Althea Reinhardt har stået med skyhøje redningsprocenter. Så hvem skal man satse på til vind-eller-forsvind-kampen mod Brasilien tirsdag aften?
Afgørelsen ligger hos landstræner Jesper Jensen, assistenten Lars Jørgensen og målmandstræner Michael Bruun.
- Det er ikke et problem. Allerhøjst et positivt problem, siger Michael Bruun.
Når trænerteamet skal udpege en målvogter, sker det på baggrund af en grundig analyse modstanderne.
- Vi ser på, hvor afslutningerne kommer fra. Hvem, synes vi, passer bedst til modstanderne? Hvilke erfaringer har vi fra tidligere kampe mod Brasilien?
- Vi kigger på mange ting, og indtil videre har vi da ramt nogenlunde rigtigt, siger Michael Bruun.
Hvor Danmark tidligere har haft et klart førstevalg, der har fået langt hovedparten af spilleminutterne, er helt jævnbyrdigt denne gang.
De to målvogtere har stort set fået lige mange minutter på banen. Sandra Toft har samlet set været i aktion i 2 timer og 49 minutter. Althea Reinhardt godt tre minutter mindre.
Toft har reddet 50 ud af 107 skud. Reinhardt har fanget 59 ud af 106. Dermed blander begge keepere sig blandt de allerbedste i turneringen.
- Vi har hele tiden været bevidst om, at vi skulle spille på de styrker, vi har. Og en af de styrker er, at vi har to målvogtere, der er inde i turneringen.
- Tidligere har vi primært spillet med én. Når man har to dygtige målvogtere, skal man også bruge dem, og det har vi gjort, siger Michael Bruun.
Kvartfinalen mod Brasilien begynder klokken 17.30 dansk tid.