»Det er svært ikke at være bekymret for corona-afbud«

De danske håndboldkvinder kan se frem til en mere lempelig slutrunde end de seneste, men kaos lurer.

Artiklens øverste billede
Danmark mødte Ukraine to gange i weekenden i den sidste optakt til VM. Her er Anne Mette Hansen i aktion i lørdagens kamp, der blev vundet 35-20, og hvor hun blev dansk topscorer med fem mål. Søndag vandt Danmark 35-18. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

På plussiden tæller, at VM i kvindehåndbold ser ud til at blive en langt mere ureguleret omgang end de seneste tre slutrunder.

EM for kvinder, VM for mænd og OL i Tokyo var skæmmet af coronarestriktioner, der gik ud over både spilleres frihed og atmosfæren i de næsten tomme haller.

Intet krammeforbud

På minussiden tæller, at rammerne for verdensmesterskaberne i Spanien hurtigt kan ændre sig i takt med det omkringliggende samfunds reaktion på den genopblussende pandemi.

»Indtil videre ser det fornuftigt ud. Spillerne må for eksempel godt gå en tur i Barcelona, men de opfordres til at holde sig fra tætbefolkede områder. Nordmændene har vedtaget et forbud mod at kramme i deres lejr, men vi nøjes med at henstille til vores spillere, at de tænker sig om. Vi kommer ikke til at kontrollere deres adfærd, for vi har fuld tillid til dem, og i sidste ende er konsekvensen klart størst for dem selv, hvis de bliver ramt,« påpeger Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Som optakt til afrejsen tirsdag har Morten Henriksen og de øvrige ledere gjort sig parate til at tackle de fleste problemer.

Lukker Spanien ned?

Spillerne skal gennem mindst fire obligatoriske coronatest, men DHF medbringer derudover egne test for selv at kunne få svar, hvis en spiller viser tegn på symptomer. På samme vis kan det blive nødvendigt rent præventivt at flyve et par ekstra spillere ned til lejren, hvortil landstræner Jesper Jensen kun har medbragt de 16 registrerede VM-navne og ingen reserver.

Godt nok er der netop nu fri adgang til Spanien, men i tilfælde af ændrede rejseregler kan Danmark risikere at stå i en situation, hvor en skadet eller sygdomsramt spiller ikke kan blive skiftet ud af truppen – samme forholdsregel foretog man også i forbindelse med kvinde-EM 2020, da coronaboblen var så svær at opnå tilladelse til, at man for en sikkerheds skyld hev målvogter Rikke Poulsen derind.

For små tre uger siden blev de 32 deltagerlande pludselig mødt med et krav om kun at spille med færdigvaccinerede spillere, og danske modstandere som Tunesien og Congo blev vurderet til at kunne blive ramt.

»Vi har endnu ikke hørt om det, men det er svært ikke at være bekymret for corona-afbud, når man tænker på, hvor stor skepsis mod vaccinen er i nogle dele af verden, og hvor svært det er at få vaccine eller få den udbredt,« siger Morten Henriksen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen