Fortsæt til indhold
Håndbold

Håndboldherrerne overvandt problemerne og tog endnu en sejr

Danmark var i problemer mod Egypten, men takket været en stærk præstation fra bl.a. Mathias Gidsel vandt holdet 32-27 i den anden puljekamp ved OL.

TOKYO

Hvad kan man tillade sig at konkludere om en sportsudøvers potentiale efter en puljekamp ved et OL?

Pas – og han er sikkert også selv ligeglad med spådommene, men det bliver efterhånden sværere og sværere at argumentere imod, at Mathias Gidsel kan blive en af verdens bedste håndboldspillere.

Det er store ord en tidlig mandag morgen i Danmark, bevares, men den unge mand er noget helt særligt. Giv ham et par års erfaring, lidt flere timer i styrkelokalet og en portion robusthed – så har han alle chancer for at nå helt til tops.

Potentialet beviste han igen i håndboldherrernes anden OL-kamp, der endte med en sejr på 32-27 over Egypten efter bl.a. otte mål af GOG-spilleren. Dermed har Danmark to sejre efter de første to kampe, og rigtig meget skal gå galt, hvis kvartfinalepladsen skal kikse.

Mathias Gidsels præstation stak ud, men den samlede præstation var langt fra lige så sublim som i lørdagens åbningskamp. Egypten er indiskutabelt et markant bedre hold end Japan, ja, Nikolaj Jacobsen kalder dem faktisk for OL-medaljeoutsidere, men modstanderens kvalitet er nu engang ligegyldig, hvis man selv begår de fejl, der skaber dårlig stemning og frustration.

Lasse Andersens arrogante forsøg på en scoring i tomt mål, Magnus Landins fløjafslutning langt forbi mål og Mikkel Hansens sløsede stregindspil var blot tre eksempler på et par usædvanlige danske dumheder i en første halvleg, der blev spillet på egypternes præmisser. De løb stærkt, sprang højt og skød hårdt. Det var tydeligvis ukomfortabelt for Niklas Landin, der retfærdigvis manglede støtte fra et til tider passivt midterforsvar.

Væk var den stramme disciplin og koncentration, som flere af de danske spillere var så tilfredse med i premieresejren på 17 mål, og derfor gik danskerne til pause bagud med en enkelt scoring.

Egypten spillede klogt og pressede danskerne, der bl.a. kan takke Mathias Gidsel for, at måltavlen ikke var ulidelig at se på i pausen. På en dag, hvor Mikkel Hansen lidt for ofte var let at læse, tog bagspilleren det ansvar, han i virkeligheden ikke bør tage alderen og erfaringen taget i betragtning.

Men siden guldgennembruddet ved VM i januar har alle håndboldfans i verden lært, at Mathias Gidsel er en unik spiller med både modenhed og mod. Det var også hans skyld, at løsningerne i det danske angrebsspil indimellem blev lidt individuelle, men med et simpelt, effektivt og selvopofrende fintespil viste han sig igen som stifinderen.

Efter pausen bød også Mads Mensah og særligt Niklas Landin ind med gode aktioner, der sendte Danmark i front. Med undtagelse af kikseren ved EM i 2020 har landsholdet under Nikolaj Jacobsens ledelse vist sig at være både rolige og tålmodige i modgang, og derfor var kampudviklingen ingen overraskelse.

Spektakulært var det danske spil ikke, fejl var der stadig for mange af til Nikolaj Jacobsens smag, men selv på en middelmådig dag kan Mikkel Hansen levere glimt af magi. Hans flotte aflevering til stregen kostede ham dog et grimt slag på næsen og en tur i gulvet.

Han rejste sig selvfølgelig igen, ligesom Danmark gjorde efter en svag indledning, og via et overbevisende seks mod syv-spil blev sejren kørt i land.

Danmark spiller igen onsdag mod Bahrain.